Business

Ti eksempler: Så meget sparer du på udenlandske online-køb

Danskerne sender bunkevis af penge til udlandet, når de handler på nettet. Det kan der være god fornuft i, viser ny opgørelse.

Der kan være en klækkelig fortjeneste at hente ved at kigge ud over de danske grænser, når man fylder sin virtuelle indkøbskurv med alt fra smartphones til Rayban-solbriller.

Det viser en opgørelse, som prisportalen Pricerunner har lavet for TV 2.

De ti mest populære produkter, som danskerne pristjekker på Pricerunner inden for forskellige kategorier, er alle billigst at købe via en udenlandsk netbutik – inklusiv fragt.

For eksempel sparer man i øjeblikket ti procent ved at købe sin Samsung Galaxy S8 på den tyske hjemmeside Turbado.de end ved den billigste danske webshop.

Vil man erhverve sig et herreur af mærket Daniel Wellington Classic Sheffield, så sparer man 22 procent ved at købe det via tyske crowdfox.com set i forhold til den billigste danske netbutik.

Føles som Danmark

Ifølge Søren Knudsen, kommunikationschef i PriceRunner, har de udenlandske netbutikker også været gode til at få lokket danskerne ind på deres hjemmesider. Det går faktisk ikke nødvendigvis op for køberen, at butikken ligger i udlandet.

- Lige så snart jeg som forbruger møder en hjemmeside, som er på dansk, hvor man kan betale med danske kroner, og hvor man kan betale med sit dankort, så har man i sit hoved, at det er en dansk butik. Det er som om, at butikken ligger lige rundt om hjørnet, selvom den faktisk ligger i Frankrig, siger han.

Vi mærker ikke stor konkurrence fra udenlandske aktører,

Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop

Den mest populære netbutik blandt danskere er da også den tyske e-handelsvirksomhed Zalando, og den amerikanske netauktionshus Ebay kommer på andenpladsen. Det tredje mest populære sted at købe sine varer på nettet er hos den danske indkøbsgigant Coop, mens amerikanske Amazon tager fjerdepladsen, viser en undersøgelse, som Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) har lavet.

Onlinesalget stiger hos Coop 

Danskernes stigende interesse for internethandel kan mærkes hos Coop. Kunderne har købt dobbelt så mange fødevarer og drikkevarer via Coops netbutik som sidste år, mens onlinesalget af såkaldte nonfood-produkter - så som elektronik, tøj og indretning - i år er vokset med 25 procent i forhold til sidste år. 

- Vi mærker ikke stor konkurrence fra udenlandske aktører, da en stor del af vore nonfood-varer sælges med rabat til vores 1,7 million medlemmer, skriver Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, til TV 2 i en mail. 

Kunderne er især storindkøbere af cykellåse, spisestole, støvsugere, økologiske bananer og økologisk mælk, når der skal handles på Coops netbutik. 

Danskerne er fremme i skoene

Danskerne handler primært i onlinebutikker, som har rod i udlandet i stedet for i Danmark.

- Nethandelsmæssigt er danskerne lige et step længere fremme og meget mere vandt til at onlineshoppe. Det har de udenlandske butikker været gode til at spotte. Det er ikke nødvendigvis billigere at handle i de store butikker, men vi har lært nogle af de store butikker at kende, blandt andet ved god markedsføring, siger Søren Knudsen.

Det kan også være fornuftigt at kigge mod Storbritannien i øjeblikket, fordi pundets værdi er faldet en hel del i forhold til den danske krone det seneste år. Køber man et GoPro-kamera af typen Hero5 på Amazons britiske side, kan man da også spare 11 procent i forhold til den billigste version på danske webshops.