Business

Her er årets bedst lønnede danske topchefer

Den samlede løn iblandt landets 10 bedst betalte topchefer er steget med 20 procent i 2016.  Mads Nissen / Scanpix Denmark

Særligt Lundbecks direktør har taget et kvantespring med en tredobling af sin løn. Det viser en ny opgørelse.

Den samlede lønpose for de 8 bedst betalte bosser i dansk erhvervsliv løber op i omkring 300 millioner kroner.

Det viser en oversigt over topchefernes aflønning i de 100 største danske virksomheder, som Økonomisk Ugebrev har lavet.

Selvom Niels Bjørn Christiansen fra Danfoss endnu et år topper listen over den bedst betalte med en årsløn på 57,5 millioner kroner i 2016, er der særligt en anden topchef, der springer i øjnene.

Nemlig, medicinalfirmaet Lundbecks direktør, Kåre Schultz. Han er fra 2015 til 2016 steget lige knap 300 procent i løn. Da 2016 var omme havde han sammenlagt i løbet af året kunnet hæve 37,80 millioner kroner fra sin lønkonto. Det er 28,30 millioner mere end året forinden.

Lundbeck-bossens succes giver bonus

Siden Kåre Schultz satte sig for enden af bordet hos Lundbeck i 2015, er det da også gået ret så godt for virksomheden. Efter to år i medicinalselskabet har Kåre Schultz formået at tredoble aktiekursen, der er gået fra 135 til knap 400.

Spørger man Morten Langer, der er chefredaktør for Økonomisk Ugebrev, som står for lønopgørelsen, er Kåre Schultz' markante lønstigning ret unik. Men det kommer han nok ikke til at høre for hos Lundbecks aktionærer, lyder det.

- Det er ret specielt, men han har også gjort det rigtig, rigtig godt i Lundbeck. Han har skabt rigtig store milliardværdier for Lundbecks aktionærer, så jeg tror ikke, at der er nogen aktionærer, der brokker sig over den løn, han får, siger Morten Langer.

Længere nede i artiklen kan du se, hvilke 8 topchefer der tjente mest i 2016.

Større lønposer til danske topchefer

Samlet set er lønnen for de 10 bedst lønnede, danske topchefer steget med 20 procent fra 2015 til 2016. Og det er en tendens, som vi godt kan vænne os til, vurderer Morten Langer fra Økonomisk Ugebrev.

- De bedst lønnede direktører herhjemme begynder at sidde med nogle ganske gode lønpakker, som også er konkurrencedygtige på et internationalt niveau. Hvis vi går 5-8 år tilbage, haltede danske direktørlønninger en del efter udlandet, siger Morten Langer.

Det stigende lønniveau er ifølge ham en god ting, hvis man skal lykkedes med at tiltrække de rette, udenlandske direktører til landet.

31 ud af 100 topchefer aflønnes i bonusser

Men det er ikke i den faste løn, at en stor del af topcheferne skal kigge efter deres lønstigninger. Opgørelsen fra Økonomisk Ugebrev viser, at flere og flere får forhøjet deres løn gennem bonusordninger.

Den såkaldte variable aflønning foregår blandt andet i form af en kortsigtet lønbonus eller en langsigtet aktieoptionsordning. Knap en tredjedel af de 100 topchefer i opgørelsen aflønnes sådan, og flere fik op mod mere end 150 procent oveni den faste løn.

Ordningen er ganske enkelt til for at ”give direktørerne en gulerod”, fortæller Morten Langer, chefredaktør for Økonomisk Ugebrev.

Også Kåre Schultz’ store lønfremgang i Lundbeck kan forklares med store bonusser og aktieaflønninger. Direktørens faste løn var i 2016 oprindeligt ”blot” på 7,5 millioner kroner, mens mindst 26 millioner kroner af den løn, han endte med at få, bestod af bonusser og aktieaflønning.

Nedenfor kan du se, hvilke 8 topchefer der tjente mest i 2016:

Danmarks 8 bedst lønnede topchefer

  1. Niels Bjørn Christiansen

    Samlet løn 2016: 57,50 millioner kroner
    Samlet løn 2015: 49,50 millioner kroner
    Lønændring: + 8 millioner kroner (16 procent)

    Årets bedst lønnede topchef er ligesom forrige år Danfoss’ topchef Niels Bjørn Christiansen. Fra oktober 2017 skifter han stolen i Danfoss ud med en stilling som adm. direktør for LEGO. Ifølge Økonomisk Ugebrev kommer det dog højst sandsynligt ikke til at gå ud over hans klækkelige løn.

  2. Kåre Schultz

    Samlet løn 2016: 37,80 millioner kroner
    Samlet løn 2015: 9,50 millioner kroner
    Lønændring: + 28,30 millioner kroner (298 procent)

    Medicinalfirmaet Lundbecks direktør, Kåre Schultz, står for den absolut højeste lønfremgang fra 2015 til 2016. 

     

  3. Cees 't Hart

    Samlet løn 2016: 36,10 millioner kroner
    Samlet løn 2015: 20 millioner kroner
    Lønændring: + 16,10 millioner kroner (81 procent)

    Carlsbergs topchef, Cees 't Hart, er med en lønstigning på 81 procent fra 2015 til 2016 den tredje bedst betalte adm. direktør i Danmark. Han startede som CEO for Carlsberg i juni 2015, hvorfor lønoplysningerne for 2015 kun modsvarer et halvt år. Korrigerer man for det, var lønstigningen ”kun” cirka 40 procent. 

  4. Jais Valeur

    Samlet løn 2016: 34 millioner kroner
    Samlet løn 2015: 23 millioner kroner
    Lønændring: + 11 millioner kroner (48 procent)

    Jais Valeur tiltrådte stillingen som adm. direktør for Danish Crown i 2015. 

  5. Pierre-André de Chalendar

    Samlet løn 2016: 30,32 millioner kroner
    Samlet løn 2015: 28,81 millioner kroner
    Lønændring: + 1,51 millioner kroner (5 procent)

    Pierre-André de Chalendar er adm. direktør i Saint-Gobain.

  6. Jørgen Vig Knudstorp

    Samlet løn 2016: 28 millioner kroner
    Samlet løn 2015: 26,67 millioner kroner
    Lønændring: + 1,33 millioner kroner (5 procent)

    Jørgen Vig Knudsen har siden 2004 været adm. direktør for Lego, men erstattes til oktober af Niels Bjørn Christiansen. Han fungerer nu i stedet som bestyrelsesformand for Lego A/S.

  7. Anders Colding Friis

    Samlet løn 2016: 24,70 millioner kroner
    Samlet løn 2015: 18,70 millioner kroner
    Lønændring: + 6 millioner kroner (32 procent)

    Pandoras topchef, Anders Colding Friis, har bestridt posten siden 2015 og siden da er virksomhedet blevet ved med at vokse.

  8. Anders Runevad

    Samlet løn 2016: 24,20 millioner kroner
    Samlet løn 2015: 30,98 millioner kroner
    Lønændring: - 6,78 millioner kroner (-22 procent)

    Vestas' diektør, Anders Runevad, formår på trods af en lønnedgang på 22 procent at holde sig inden for Top 10 af bedst lønnede bosser i dansk erhvervsliv.

Kilde: Økonomisk Ugebrevs opgørelse over de 100 bedst lønnede topchefer i Danmark.