Business

Mærsk-chef: Milliardsalg er godt for Mærsk og Danmark

Med Mærsk-salget til en fransk konkurrent kan Danmark se frem til at bevare en lang række arbejdspladser.

Det bliver det franske energiselskab Total, der overtager den store olieforretning i Mærsk, som har været til salg i knap et år. Og det er godt nyt for Danmark, lyder det fra den administrerende direktør i Mærsk, Søren Skou.

- Det har ligget os på sinde at finde en løsning, som også var god for Danmark, og det mener jeg, at vi har gjort med salget til Total, siger Søren Skou til TV 2.

Total har givet tilsagn om, at Danmark bliver hovedkvarter for de danske, norske og hollandske aktiviteter i den franske koncern, og samtidig vil Total opretholde en stærk base i Esbjerg. Dermed undgås et potentielt salg til en kapitalfond, som kunne have splittet olieforretningen op og kostet arbejdspladser.

Også Sydbanks Mærsk-analytiker Morten Imsgaard kalder salget af olieforretningen en "elegant løsning", og han mener, at man set med danske briller kan være tilfreds med Mærsk-salget.

Første store skridt

Hvis alt går som planlagt, vil salget af olieforretningen være gennemført i starten af næste år og have kastet en salgspris på 47 milliarder kroner af sig. Det er samtidig et stort skridt i retning mod at gennemføre koncernens strategiplan, der skal ende med en udskilning af alle energiforretninger.

- Vi viser, at vi er kommet fremad med den plan, vi fremlagde for 11 måneder siden om at separere vores energiforretning ud. Mærsk Olie har været en stor og vital del af gruppen de sidste 20 år… men vi skal videre, og vi har besluttet, at den fremtidige vækst for Mærsk er at udbygge de stærke positioner, vi har inden for containershipping og i vores logistikforretning, siger Søren Skou.

Både det danske energiselskab Dong og Mærsk har haft deres olieforretninger til salg, og mens Mærsk altså nu har fundet en køber til olien, solgte Dong sine olie- og gasaktiviteter fra allerede i foråret. Det skete i et salg til kemiselskabet Ineos for syv milliarder kroner.

Flere afdelinger til salg

Ifølge Søren Skou venter der hårdt arbejde forude, før transaktionen med Total er i hus.

- Vi skal først og fremmest have lukket den her transaktion, og så har vi også andre energiforretninger, som vi skal have fundet en løsning for, siger Søren Skou.

De resterende selskaber i koncernens energiafdeling er Maersk Drilling, Maersk Tankers og Maersk Supply Service. Der blev tidligere spekuleret i, om alle fire afdelinger i energiafdelingen skulle samles og børsnoteres, men det er altså skudt til hjørne med salget af den ene forretning.