Business

Iværksættere skal blande sig i politik

Iværksættere skal i højere grad blande sig politisk og bruge deres stemme i debatten. Sådan lyder opråbet fra serieiværksætteren Tommy Ahlers.

- Flyt jer. Vi skal nok selv klare det. Vi er iværksættere. 

Sådan lyder det gængse svar til politikerne fra en typisk iværksætter. I hvert fald hvis man spørger serieiværksætteren Tommy Ahlers. Og det er en skam. 

- Jeg har med årene indset, at det ikke er den korrekte respons, fordi politikerne vil faktisk gerne lytte, og derfor skal vi også tale.

Hvem er Tommy Ahlers?

  • Kendt som serieiværksætter og investor. 
  • Født i 1975 og uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet. 
  • Droppede et konsulentjob hos McKinsey i 2004 for at starte en online sms-tjeneste, som blev en fiasko, og lukkede efter ni måneder. 
  • Derefter startede han ZYB, en onlinetjeneste til telefonkontakter, og Podio, en intranetløsning til virksomheder inspireret af Facebook.
  • ZYB blev i 2008 solgt til Vodafone for 235 millioner kroner, mens Podio blev solgt i 2012 til Citrix i USA for 330 millioner kroner.
  • I dag lever han af at investere i opstartsvirksomheder. 
  • Han er fraksilt og har to børn. 

Iværksættere er ifølge Tommy Ahlers, der står bag succesfulde start-ups som ZYB og Podio, for dårlige til at forstå, at deres verden er afhængig af den politik, der rent faktisk føres på Christiansborg. Og derfor er dialog også vejen frem: 

- Vi er jo også en del af samfundet. Skattereglerne betyder noget for os. De øvrige regler omkring indbetaling til pensionsopsparing betyder også noget for os. Derfor er det vigtigt, vi bruger den stemme, vi har, siger han og fastslår samtidig: 

- Og man vil jo også gerne lytte til os. 

Danmark skal skabe det nye Spotify

Tommy Ahlers har netop sat sig i spidsen for regeringens nye iværksætterpanel, som skal komme med forslag til, hvordan det bliver lettere at starte ny virksomhed i Danmark, og ikke mindst - hvordan de eksisterende virksomheder kan vokse sig endnu større. 

Man kan vælge at fortælle historien om, at iværksættere er nogle rige svin, der flytter til udlandet, så snart de har fået lidt penge. Man kan også fortælle en anden historie.

Tommy Ahlers, serieiværksætter

For mens Sverige har skabt giganter som Spotify og Izettle, sakker Danmark bagud. Der er behov for flere vækstvirksomheder, mener regeringen, og det skal det nye panel hjælpe med.

- Jeg kommer jo som eksperten. Uden noget rødt eller blåt fortegn repræsenterer jeg en gruppe, som gerne vil bygge noget stort i Danmark, fortæller han. 

Det skal iværksætterpanelet

  • I VLAK-regeringsgrundlaget fra november 2016 stod det skrevet, at man havde i sinde at nedsætte et iværksætterpanel. 
  • Panelet skal kaste lys over, hvordan rammevilkårene for både iværksættere og vækstvirksomheder i Danmark bliver bedre.
  • I april i år blev det så til virkelighed, og erhvervsminister Brian Mikkelsen udpegede Tommy Ahlers som formand. 
  • Foruden Ahlers betsår panelet af 14 iværksættere, investorer og eksperter, der tilsammen har bred international og national erfaring. 

Kilde: Erhvervsministeriet

Regeringens iværksætterpanel tæller også Kaspar Basse, stifter af Joe & The Juice.

Foruden Tommy Ahlers består panelet af 14 iværksættere, investorer og eksperter, som tilsammen kan trække på både national og international erfaring.

Man kan blandt andre finde stifter af Joe & The Juice, Kasper Basse og medstifter af Endomondo og Simple Feast, Jakob Jønck.

Og det skræmmer ikke Tommy Ahlers, at han nu skal til at træde ind i magtens kerne og være med til at dreje på de politiske tandhjul.

For politik og kreativtet går hånd i hånd, mener han. 

- Det handler om, hvordan man fortæller historien. Man kan enten fortælle historien om, at iværksættere er nogle rige svin, der flytter til udlandet, så snart de har fået lidt penge, forklarer han og fortsætter: 

- Man kunne også fortælle historien om iværksættere, der gerne vil det danske samfund. Som gerne vil bygge deres virksomhed i Danmark, hvis de har adgang til talent og kapital. 

- Panelet skal fortælle den sidste historie, fastslår han. 

På TV 2 Play kan du se eller gense hele interviewet med Tommy Ahlers i NEWS-magasinet Topchef i Trumps Verden.