Apple bygger endnu et dansk datacenter: - Det er simpelthen så flot

Når det nye datacenter er færdigt og i fuld drift, vil det beskæftige mellem 50 og 100 medarbejdere.

It-giganten Apple vil bygge deres andet datacenter i Danmark lige uden for Aabenraa. 

Den første fase af byggeriet forventes at stå færdigt i 2019, og den samlede pris lyder på cirka seks milliarder kroner. Man regner med, at byggeriet vil skabe omkring 300 job.

Nyheden skaber stor glæde hos Aabenraas borgmester, Thomas Andresen (V). Det er ikke kun godt for byen, men for hele det sønderjyske område. 

- Apples investering vil bringe mange arbejdspladser med sig, ikke mindst i bygge- og anlægsfasen. Investeringen fra Apple betyder også, at vi føjer datacentre til vores styrkepositioner på erhvervsområdet i Aabenraa Kommune. Der er stigende global efterspørgsel på netop datacentre, hvor man i branchen leder efter de helt rigtige steder at placere sig, siger Thomas Andresen i en pressemeddelelse, hvor byggeplanerne bekræftes.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er også glad:

- Det er simpelthen så flot! At Apple geninvesterer, viser betydningen af stærkt og sømløst samarbejde nationalt, regionalt og lokalt for at tiltrække investeringer. Det betyder direkte jobs og vækst i Syddanmark og nok så vigtigt et bidrag til Danmarks fortsatte grønne og digitale udvikling, udtaler han i en pressemeddelelse.

Her kan du blive klogere på, hvad et datacenter er:

  •  Et datacenter kan lettest beskrives som et serverrum i meget stort format.
  • Det indeholder en virksomheds eller en myndigheds servere, som holder gang i produktion, salg eller forskellige platforme som eksempelvis Apples iTunes store.
  • Datacentre kræver store mængder strøm, nødstrømsanlæg samt stor ventilation og køling, da servere risikerer at blive overophedede.
  • I takt med at brugen af internettet og virksomheders tjenester stiger, er der i højere grad brug for mere serverplads og dermed datacentre.

Kilde: Datacenter Industrien

Skulderklap til Danmark

Ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er det et stort klap på skulderen, at valget igen er faldet på Danmark.

- Det er et kæmpemæssigt skulderklap til Danmark, til den grønne omstilling og forsyningssikkerheden i det hele taget. Danmark er et sikkert land at investere i, siger han.

Også erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har reageret på nyheden. På Twitter kalder han det 'stærkt':

Han pointerer, at det er et stort bidrag til den digitale vækst i Danmark.

- Datacentre er et godt bidrag til Danmarks fortsatte digitale udvikling og peger i den grad fremad. I efteråret lancerer regeringen en strategi for Danmarks digitale vækst for yderligere at understøtte de muligheder, digitaliseringen byder på, og som kan bidrage til en digitalisering af dansk erhvervsliv fremadrettet. siger han i en pressemeddelelse.

Et datacenter er allerede på vej

Det er ikke første gang, Apple investerer i Danmark. I 2015 investerede de 6,3 milliarder kroner til det datacenter, de netop nu er ved at bygge i Viborg.

Det skal være 166.000 kvadratmeter stort og forventes at stå klar i 2026.

Det er Apples online-tjenester som iTunes Store, App Store, iMessage, Siri og deres korttjeneste, der skal drives herfra.

Datacenteret i Foulum ved Viborg bliver bygget tæt op ad Danmarks største transformatorstationer, hvilket giver mulighed for, at anlægget kan levere overskudsvarme til de lokale fjernvarmeanlæg, så boliger i området reelt vil kunne blive varmet op af Apples datacenter.

Det nye datacenter i Aabenraa skal køre på 100 procent vedvarende energi og vil komme til at beskæftige mellem 50 og 100 medarbejdere, når det er i fuld drift.

- Vi er glade for at kunne udvide vores datacenter-drift i Danmark og samtidig investere i nye kilder til grøn energi. Det planlagte center i Aabenraa vil, som alle vores datacentre, køre på ren energi fra første dag takket være nye energiprojekter, som vi skaber, siger Erik Stannow, nordisk chef for Apple, i en skriftlig kommentar til Ritzau.