Amagerbankens topfolk frifundet: - Det er ikke strafbart at være dum
Medlemmer af direktion og bestyrelse slipper for at betale erstatning på 900 millioner kroner.
Retten i Lyngby har afsat dom i sagen, hvor syv personer fra Amagerbankens tidligere ledelse og bestyrelse var afkrævet en erstatning for at have påført banken et tab på 900 millioner kroner.
Det er Finansiel Stabilitet, der har rejst kravet mod blandt andre tidligere bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen og tidligere direktør Jørgen Brændstrup.
Alle blev dog i dag frifundet og slipper for at skulle betale de store erstatningssummer til Finansiel Stabilitet.
De tre enige domsmænd lagde i afgørelsen vægt på, at der ikke var foregået fejl i de arrangementer, som førte til store tab i Amagerbanken.
- Jeg er glad og lettet. Og det er jeg sikker på, min klient også er, siger advokat Lars Kjeldsen, der har repræsenteret Amagerbankens tidligere direktør Jørgen Brændstrup ved erstatningssagen i Lyngby, til Ritzau.
Statens selskab, Finansiel Stabilitet, der dermed har tabt sit søgsmål, dømmes i samme omgang til at betale sagsomkostninger på cirka 75 millioner kroner. Det dækker over udgifter til advokater, der har arbejdet for de sagsøgte tidligere bankfolk.
Krakkede i 2011
Amagerbanken var landets 11. største bank, da den efter flere redningsforsøg gik konkurs i februar 2011. Det skete med et underskud i milliardklassen.
Amagerbankens ledelse blev sigtet af bagmandspolitiet i 2014 efter en anmeldelse fra Finanstilsynet og Kammeradvokaten. De mente at banken havde overtrådt loven om finansiel virksomhed ved ikke at stoppe valutaspekulationer.
Året efter måtte anklagemyndigheden dog opgive at rejse en straffesag mod bankens ledelse, da der ikke var tilstrækkelige beviser.
Det var blandt andet et større tab på valutaspekulation i schweiziske franc og japanske yen, der endte med at koste banken dyrt.
- Der kommer en kritik i forbindelse med den valutasag, som var med til at give banken det store tab. Det var en fejl, at bestyrelsen ikke vedtog en strategi for, hvilken risikosituation banken ville acceptere, siger TV 2’s erhvervskommentator Leif Beck Fallesen, efter at have læst domsafgørelsen igennem.
- Det er dårligt bestyrelsesarbejde, men det har ikke været tilstrækkeligt i det her tilfælde. Det er ikke strafbart at træffe en forkert beslutning. Man må godt være uheldig som bankmand, man må sågar også være dum som bankmand. Man må ikke være uansvarlig, og det der står tilbage efter den her sag, det er, at der ikke er nogen rød linje mellem det at drive dårlig bank og så at være uansvarlig, siger han.