Business

Jobfest i danske apps - 30.000 ekstra arbejdspladser i sigte

Danske evner inden for udvikling af apps giver potentiale for at skabe 30.000 nye job de næste fem år.

I Danmark er vi rigtig gode til at opfinde teknologiske nyskabelser, og her spotter et analysehus en sand jobfest inden for den danske app-industri, der kan blive lige så store som byggeribranchen.

En rapport fra Copenhagen Economics vurderer, at Danmark har mulighed for at skabe op til 30.000 nye job i løbet af de næste fem år. Alene hvis vi nøjes med at følge den globale vækst i sektoren i perioden, vil apps skabe 23.000 job i direkte beskæftigelse.

For at det skal lykkes i 2021 næsten at fordoble det nuværende antal på 34.500 relaterede job, er der akut brug for at løse det voksende problem med at skaffe it-udviklere.

Sådan lyder det både fra analysehuset og en af Danmarks mest succesfulde app-stiftere, Mette Lykke fra fitness-appen Endomondo.

Uden netværk er det rigtig svært

Hun og de øvrige stiftere blev sidste år rige på at sælge Endomondo for over en halv milliard kroner til amerikanske Under Amour. Det mener hun også andre iværksættere kan lykkes med, men det kræver hjælp til at knække den helt store nød.

- Det er rigtig svært at finde udviklere. Specielt, hvis man står med sit første start up uden historik og netværk, er det virkelig svært, for der er ikke nok udviklere herhjemme, siger Mette Lykke.

Hun har efter salget af Endomondo kastet sig ud i en anden opstartsvirksomhed, Too Good To Go. Her er det lykkedes at finde udviklere på grund af stort netværk og blinkende succes med Endomondo. Skal du have succes med din app-opfindelse, skal du have noget helt fundamentalt på plads.

- Det vigtigste er, at man løser et problem for brugerne, og at man har et produkt, som brugerne bare elsker. Lykkes man med det, så brugerne rent faktisk tager det til sig, så skal man nok efterhånden finde ud af, hvordan man tjener penge på det, siger Mette Lykke.

Skal undgå flugt til USA

Rapporten fra Copenhagen Economics efterlyser bedre rammeforhold for at sikre et endnu større app-eventyr og peger især på behovet for større appetit på at give startkapital til danske iværksætterhåb. Ud over at skaffe udviklere er kapitaljagten ifølge Mette Lykke det sværeste for danske iværksættere.

- Vi hører det igen og igen, men det er fordi, det er virkeligheden. Vi ser, at når start ups begynder at få vind i sejlene, så er de nødt til at flytte til USA, hvor der er mere risikovillig kapital. Så det vil være rigtig dejligt, hvis vi kunne få flere rigtig store kioskbaskere, som bliver herhjemme og tager hele rejsen, mener Endomondo-stifteren.

Hun efterspørger større gulerod ved at investere i iværksætteri og mener også, at man med fordel kan kigge på skatteforhold. Og så er der det med problemerne ved at opstøve app-udviklere.

- Det skal være mere attraktivt at tage en chance. Det er svært, når man hverken kan tilbyde særlig meget i løn eller særligt gode odds. Vi ved jo godt, at mange iværksættere ikke lykkes. Derfor er det nødvendigt med større belønning for at springe ud i det, selvom man er udvikler og ikke nødvendigvis medstifter, lyder det fra Mette Lykke.

 Da Endomondo startede for ti år siden, fandtes der ikke apps, hvilket viser en industri, der har sat af i raketfart. 

- Især takket være Google og Apple kan man med sine apps i dag nå 2 milliarder på telefonerne, så det åbner for en helt ny verden, konstaterer Endomondo-stifteren.