Kronprinsparret på charmetur: - Vi kan få mere ud af hinanden, end vi tror
Det danske kronprinspar skal i disse dage hjælpe danske virksomheder med at komme ind på det svenske marked.
Den svenske økonomi vokser, men dansk erhvervsliv får en stadig mindre del af kagen, og det er blandt andet derfor, kronprinsparret i disse dage er på et såkaldt erhvervsfremstød i Sverige.
62 danske virksomheder er sammen med kronprinsparret i Stockholm for at markedsføre sig, blandt andet inden for sundhedsområdet hvor de danske virksomheder gør sig gældende internationalt.
- Vi kan bruge sådan et arrangement til at sætte lidt mere gang i eksporten, da Sverige er vores næstvigtigste marked, siger Karsten Dybvad, direktør i Dansk Industri, til TV 2.
Faldet af på den
Næst efter Tyskland er Sverige den vigtigste handelspartner for Danmark.
Sverige har en befolkning på lige over 10 millioner indbyggere, og her ligger der en vigtig afsætningskanal for en række danske virksomheder, som, ifølge Karsten Dybvad, er faldet lidt af på den, når det gælder forretningsmulighederne på den anden side af Øresund.
- Måske har vi ikke været helt fokuserede på Sverige, og det er netop det, sådan en delegation her skal rette op på, så vi kan få styrket og udbygget den forretningsmæssige relation til Sverige, siger DI-direktøren, som er sikker på, at tiltaget med deltagelse af kronprinseparret har en effekt.
Svenskernes succes
Ifølge kronprins Frederik kan de store ligheder mellem Danmark og Sverige være en fordel i samhandlen mellem de to lande.
- Det er altid vigtigt for os at være spydspidser, hvad angår dansk erhverv i udlandet, og så kan man sige, hvorfor lige Sverige? Men det kender vi jo, og de tænker og handler på samme måde som os, og netop derfor er det her tiltag vigtigt, for vi kan få mere ud af hinanden, end vi tror, siger kronprins Frederik til TV 2.
På spørgsmålet om hvad danskerne kan lære af Sverige, nævner kronprinsen Sveriges succes med at lægge hjem til hastigt voksende digitale virksomheder. Det er blandt andet i Sverige, musiktjenesten Spotify har hjemme.