Business

Betaler i dyre domme: Dit klik kan være 1.000 kroner værd

Det koster danske selskaber formuer at købe adgang til dig via Google. Det kan dog ofte betale sig, siger ekspert.

4.496.025.169.716 kroner.

Værdien af Google er meget svær at forholde sig til, men den svarer til omkring 210 storebæltsbroer eller mere end det dobbelte af Danmarks bruttonationalprodukt på næsten 2.000 milliarder kroner.

Baggrunden for den svimlende værdisætning er, at Google er virksomhedernes indgang til forbrugerne.

I mange tilfælde er Google den primære indgang, og det er en ekstremt lukrativ position.

I 2016 omsatte internetkæmpen moderselskab Alphabet for 630 milliarder kroner, og efter skat lå der 130 milliarder kroner på bundlinjen.

Langt størstedelen af pengene kommer fra annonceforretningen, hvor Google tager penge for at dirigere forbrugerne ind på forskellige hjemmesider. Nederst i artiklen kan du se de dyreste danske klik.

I enkelte tilfælde betaler virksomhederne kæmpe beløb for enkelte klik. De dyreste klik i verden findes ikke overraskende i USA.

I Googles hjemland betaler advokater med speciale i erstatningssager efter biluheld og asbest i bygninger over 1.000 dollar eller knap 7.000 kroner for et enkelt klik, viser tal, som analysehuset Semrush har kortlagt for TV 2.

Herhjemme går det også vildt for sig, omend der er et stykke vej til amerikanske tilstande.

Regningen for et enkelt klik på casino-hjemmesider, boliglån og spil på sport beløber sig i flere tilfælde til over 500 kroner.

På verdensplan er det særligt fire industrier, der sikrer Google en stor del af omsætningen, siger Fernando Angulo, chef for internationale partnerskaber hos Semrush.

Det gælder teleindustrien, finansindustrien, forsikringsbranchen og måske mere overraskende universiteter og andre læreanstalter.

- Google henter mange penge i en stor del af disse firmaers budgetter. Der er tale om fire store industrier, der bruger flere og flere penge (på Googles annoncer, red.), fordi det giver dem gode resultater, siger han til TV 2.

Der bliver brugt rigtig, rigtig, rigtig mange penge på annoncer på Google

Rasmus Sørensen, Atcore

Selvom Rasmus Sørensen, der er ansvarlig for SEO (søgemaskineoptimering, red.) hos Atcore, har arbejdet med området siden slutningen af 1990'erne, er han forundret over beløbenes størrelse.

- Det er jo helt vildt, at man er villig til at betale over 1.000 kroner for et klik på et søgeresultat på Google. Men det er fordi, forretningen hænger sammen, siger Rasmus Sørensen til TV 2.

- Det er simpelthen, fordi virksomhederne tjener så mange penge på de her leads, at det kan betale sig for dem. Det er en kæmpe industri herhjemme. Der bliver brugt rigtig, rigtig, rigtig mange penge på annoncer på Google, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Googles danske kontor til de dyre kliks.

Se hele listen over de 10 dyreste klik i Danmark herunder:

Her er de dyreste klik

  1. Refinance mortgage

    Boligfinansiering er det dyreste emneord

     

    1.075 kroner pr. klik

  2. export users from active directory to csv

    Hvordan overfører man brugerdata fra et system til et andet. Det er tydeligvis en god forretning for visse virksomheder

     

    820 kroner pr. klik

  3. slot casino online

    Den enarmede tyveknægt på nettet er blandt de dyreste danske søgeord

     

    Pris pr. klik 760 kroner

  4. helpdesk system free

    Der findes et væld af gratis systemer, som kan bruges af virksomheder til support og kundeservice

     

    Pris pr. klik 730 kroner

  5. bedste casino side

    Det er populært at gamble online, og derfor er der hård konkurrence om at lokke danskerne ind på de forskellige online casino-sider

     

    Pris pr. klik 610 kroner

  6. rio casino

    Det er spil og gambling, der dominerer den danske top-10 over dyreste søgeord

     

    Pris pr. klik 610 kroner

  7. google cloud backup

    Der er kamp om at få lov til at lagre brugernes data i cloud-løsninger. Det afspejler sig i priserne på søgeordet

     

    Pris pr. klik 585 kroner

  8. fxcm uk

    Nede mod bunden af top-10 finder man søgeordet fxcm uk, som fører brugeren ind på en handelsplatform, hvor der kan købes og sælges aktier

     

    Pris pr. klik 555 kroner

  9. betting sign up bonus

    Googlesøgning.

    De fleste bettingsites kører fra tid til anden med velkomstbonus, og her slås der om at komme i toppen af Googles søgeresultat

     

    Pris pr. klik 545 kroner

  10. fidusbetting

    Prisen på en god fidus skal findes blandt de dyreste danske søgeord, viser opgørelsen fra Semrush

     

    Pris pr. klik 540 kroner