Business

En ny type bilforsikring kan være på vej til uheldige bilejere

Nu kan du måske snart forsikre din bil mod skader på f.eks. bilkassen. ERIK JEPSEN / Scanpix Danmark

En ny type bilforsikring ruller snart ind på det danske marked. Men den kan være meget kompleks, lyder advarslen fra forbrugerorganisation.

Hvis gearkassen på bilen står af, eller motoren brænder sammen, har der hidtil ikke været meget hjælp at hente fra den danske forsikringsbranche. Kun ganske få aktører har indtil videre ville give en hjælpende hånd, da regningen kan løbe op i svimlende beløb.

Men nu kan der være hjælp på vej til de uheldige danskere. Det skriver erhvervsmediet InsideBusiness

- Hos Codan overvejer vi positivt, om vi skal tilbyde vores privatkunder en forsikringstype mod mekaniske skader på bilen i stil med det tilbud, vi allerede har til vores erhvervskunder, lyder det fra pressechef i Codan Mads Houe til InsideBusiness. 

Ny type bilforsikring er på vej

  • Forsikring mod motorhavari er på vej ind i den danske forsikringsbranche.
  • Alm. Brand har netop lanceret produktet, mens Tryg, GF Forsikring, Codan, Topdanmark og Gjensidige nu overvejer at tilbyde den forbedrede bildækning.
  • ETU Forsikring og If Forsikring har allerede produktet, som dog er forbundet med særlige krav til kundernes biler.
  • Hos If må bilen maksimalt være 7 år gammel, have kørt 150.000 km og skal være serviceret på autoriseret værksted. 

Kilde: InsideBusiness

Danmark er bagud

Samme type forsikring har ellers været helt normal i landene omkring os, men de store forsikringsselskaber herhjemme har ikke turde hoppe med på bølgen. Det er på trods af, at denne type forsikring ellers er ærlig relevant, når det kommer til Danmark, da bilerne lever længere på grund af de høje registreringsafgifter. 

Derfor er det også et marked, som Tryg er på vej ind på. 

- Det er noget, vi overvejer. I Sverige og Tyskland er det mere udbredt. Vi tror på, at det kommer til at vinde indpas i Danmark på den længere bane. Vi har allerede taget de første skridt ind på det, fordi vi tilbyder ejerskifteforsikring mod mekanisk skade i seks måneder efter bilkøb, hvis man har købt privat, siger produktudvikler hos Tryg Gert Eiberg Jørgensen, til Insidebusiness og tilføjer, at Tryg også har forsikringstypen rettet mod erhvervskunder.

FDM løfter pegefingeren

Men inden de glade bilejere jubler alt for højt, skal man være opmærksom på, at forsikringen kan være meget kompleks. Det advarer advokat Lennart Fogh fra forbrugerorganisationen FDM om: 

- Der er forskel på indholdet i de enkelte forsikringer, og der står meget med småt, ligesom det kan være svært at forstå vilkårene i forsikringerne. Vi har set en masse undtagelser, som er kommet bag på forbrugerne, der troede, at det var en slags garanti, siger han til InsideBusiness.

Det skyldes ifølge Lennart Fogh, at forbrugerne og selskaberne ofte tolker betingelserne i forsikringen helt forskelligt:  

- Slitage kan have stor betydning i nogle situationer. Bilerne slides mere, efterhånden som de bliver ældre. Men hvornår er der tale om slid, der bliver holdt uden for dækningen? En ny kobling er for eksempel ret dyr, men er den holdt uden for i betingelserne? Men har man den rigtige forsikring og den rigtige skade, så er forsikringen da alle pengene værd, siger han til InsideBusiness.