Norwegian træt af omvej forbi Rusland: Afskaf den, så åbner vi 10 nye ruter
Norwegian er træt af at skulle flyve uden om Rusland. Hvis den danske regering skaffer flyvetilladelse, lover flyselskabet vækst og arbejdspladser.
Det norske flyselskab Norwegian vil gerne åbne 10 nye ruter fra Københavns Lufthavn til Asien, men først skal de nuværende regler laves om.
En gammel aftale tilbage fra 1954 siger nemlig, at det i Norden kun er SAS og Finnair, der må bruge russisk luftrum, og derfor skal Norwegian flyve en omvej uden om Rusland for at komme til Asien.
Det vil selskabets direktør, Bjørn Kjos, have ændret, og derfor er han mandag på charmeoffensiv i København.
- Det er en vældig gammel aftale, og jeg tror, alle er enige om, at der er sket noget de seneste 70 år. Den trænger til at blive fornyet, så der kan komme flere spillere ind på markedet, siger Bjørn Kjos til TV 2.
Lover vækst og arbejdspladser i Danmark
Ifølge Norwegian flyver over en million turister hvert år med det norske flyselskab til Danmark. Men den manglende flyvetilladelse over Rusland bremser væksten.
Derfor håber Bjørn Kjos, at tilbuddet om at åbne 10 nye ruter fra Danmark, kan få regeringen til at skaffe den nødvendige flyvetilladelse.
Lykkes det, vil resultatet være mere vækst og flere arbejdspladser, lover han.
- Vi kan let både to, tre og firedoble antallet af turister, der rejser med Norwegian, så vi snakker om store beløb for Danmark, siger Bjørn Kjos.
Transportminister deler Norwegians ønske
Regeringen arbejder for øjeblikket på en ny luftfartstrategi, og her er et af målene, at flere flyselskaber skal have lov at flyve over Rusland.
Det siger transportminister Ole Birk Olesen (LA).
- Danmark og den danske regering har et stort ønske om, at der skal flyve flere fly fra Danmark hen over Rusland til de lande, som folk gerne vil rejse til. Så det er et ønske, vi helt deler med Norwegian og andre selskaber, der måtte ønske det, siger Ole Birk Olesen til TV 2.
Dermed burde vejen være banet for eksempelvis Norwegian, men ifølge Ole Birk Olesen er der fortsat en stor forhindring i vejen. Den hedder Rusland.
- Vi har et problem i forhold til, at vi ikke kan få Rusland i tale omkring det her, og det er Rusland, der skal være med til at godkende det, siger Ole Birk Olesen og tilføjer:
- Vi har presset på for i det hele taget at få et møde, og det er så blevet aflyst fra russisk side, så nu håber vi på et nyt.
Hvis det lykkes for Norwegian at få flyvetilladelse over Rusland, vil det også kunne mærkes på de nuværende ruter.
I dag tager turen fra København til Bangkok eksempelvis cirka 11 timer, men hvis det russiske luftrum åbnes, kan rejsetiden forkortes med en time.