Fransk Valg

Fransk valg sender danske aktier på højeste niveau nogensinde

Der er jubelstemning på aktiemarkederne, og de danske aktier sendes mandag morgen - for første gang nogensinde - op over indeks 1100.

Stemningen er positiv på handelsgulvene rundt om i Europa efter søndagens første valgrunde i det franske præsidentvalg.

Her gik finansmarkedernes favorit, centrumkandidaten Emmanuel Macron, videre til anden og afgørende valgrunde sammen med højrenationalisten Marine Le Pen, og meningsmålinger peger på ham som Frankrigs næste præsident.

Overalt i Europa stiger aktierne, og herhjemme peger pilen også opad. Faktisk så meget, at de danske eliteaktier, C20-aktierne, mandag morgen har passeret indeks 1100, hvilket aldrig er sket før. Dermed handles de danske aktier nu på det højeste niveau nogensinde.

- Der er tale om en betydelig stigning. Vi ser, at der generelt er et lettelsens suk på finansmarkederne, og det slår altså også igennem herhjemme. Generelt får det investorerne til at søge over mod de mere risikobetonede aktiver, som for eksempel aktier, siger Niels From, analysechef i Nordea.

Politikerne svinger taktstokken over finansmarkederne

Det seneste år har det i høj grad været politik, der har dikteret udviklingen på aktiemarkederne.

Først fik Brexit i sommeren 2016 markederne til at ryste, derefter var det Trump, og nu er det altså fransk politik, der er i fokus.

Investorernes nervøsitet er generelt blevet fulgt af lettelse og optimisme. Aktierne har i hele den vestlige verden været kraftigt stigende siden sensommeren sidste år, og den tendens ser altså ud til at fortsætte.

Støtte til EU sætter retningen

Hos økonomerne er der ingen tvivl om, at den væsentligste grund til, at finansmarkederne mandag morgen suser i vejret, skal findes i Frankrig. Og her er det især Emmanuel Macrons stærke støtte til EU, man hæfter sig ved.

Der er ifølge Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, to primære grunde til, at finansmarkederne er vilde med Macron.

- Det betyder, at risikoen for, at Frankrig skulle melde sig ud af EU ligesom briterne, er elimineret med Macron som præsident, siger Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, og uddyber:

- Og så står han trods alt for noget fornyelse i forhold til fransk politik og også i forhold til fransk økonomi. Han vil gerne reformere, digitalisere og effektivisere det offentlige og dermed forsøge at få gang i væksten i fransk økonomi, som har ligget nede i et hul i mange år.

Le Pen skaber frygt

Investorerne havde frygtet, at Marine Le Pen ville vinde præsidentvalget, da hun har lagt op til at trække Frankrig ud af EU og eurosamarbejdet.

Risikoen for det scenarie er ikke fuldstændig elimineret med søndagens resultat, men sandsynligheden er nu meget lille, og det er afgørende for investorerne, påpeger cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank

- Stort set alle andre i det politiske spektrum i Frankrig vil nu bakke op om Macron mod Le Pen i anden valgrunde, siger han til Ritzau og fortsætter:

- Alt peger på, at investorerne kan ånde lette op ved udsigten til Macron som Frankrigs kommende præsident.