Danske brødre hædres: 600.000 flygtninge bruger deres app
Organisationen Refunite er blevet kåret til årets sociale entreprenør af World Economic Forum.
Stifterne af den danske organisation Refunite, Christopher og David Mikkelsen, er blevet kåret til årets sociale entreprenører af World Economic Forum og Schwab Fonden.
Refunite er resultatet af brødrenes forsøg på at gøre det nemmere for mennesker på flugt at finde forsvundne venner og familiemedlemmer.
Organisationen har siden stiftelsen i 2008 vokset sig til verdens største database over efterlyste personer, som enten er flygtet fra krig eller fattigdom.
Brødrene har forvandlet konceptet til en forretning, som drives fra Kenyas hovedstad, Nairobi, hvor Refunite beskæftiger 25 ansatte, og indtil videre er oppe på 600.000 brugere på verdensplan.
Partner med Facebook
I forbindelse med uddelingen af prisen udtaler formanden for Schwab Fonden:
- Sociale entreprenører er essentielle for den globale snak om inklusiv vækst. De er innovatorer, som bruger markedskræfterne og forretningsdisciplin til at tilbyde løsninger på lokale problemer og forbedre livet for lavindkomst- og marginaliserede befolkningsgrupper.
De to danske brødre har blandt andet bygget organisationen op gennem en række private partnerskaber med Facebook, Ericsson og flere private fonde, som har givet Refunite mulighed for at tilbyde sin løsning i en lang række lande.
Brugerne hos Refunite kan få adgang til databasen over de forsvundne personer gennem almindelige mobiltelefoner, sms, en hotline og internettet.
Det har gjort det nemmere at få et hurtigt overblik over registrerede forsvundne personer i stedet for som tidligere at skulle tilgå fysiske arkiver.
Om prisen siger den ene af brødrene, David Mikkelsen:
- Det er en pris, vi modtager med en vis ydmyghed. Nu fokuserer den på min bror og jeg, men i bund og grund har der været tusindvis af mennesker involveret i Refunite over de sidste otte-ti år. Dem tænker vi meget på en dag som i dag, siger David Mikkelsen.
Tungt og langsommeligt
Idéen til Refunite fik Christopher og David Mikkelsen efter mødet med en afghansk flygtning i Danmark, som forgæves ledte efter sin familie.
Systemet virkede for tungt og langsommeligt, og det besluttede de to brødre sig for at lave om på.
- Da vi kom ind i det her, så vi, at teknologien totalt manglede. Der var ikke nogen muligheder for at søge online, som man kan efter alt muligt andet, siger den ene af brødrene, David Mikkelsen.
Idéen voksede sig siden fra et tomands-foretagende i en lejlighed i Danmark til Refunite, som altså i dag har 600.000 brugere. Der er dog stadig masser af plads til at vokse for den dansk/kenyanske organisation.
På verdensplan vurderes det, at omkring 60 millioner mennesker er på flugt, og der er således masser af potentielle brugere, som endnu ikke benytter sig af Refunites løsning.