Uber kæmper for livet: Beder chauffører påvirke politikere
Brugerne af samkørselstjenesten Uber opfordres til at bearbejde politikerne.
- Uber lukker ned i Danmark, men du kan hjælpe med at få det tilbage.
Det skriver Uber i dag i en mail til tjenestens brugere i Danmark, der har været en kampplads for taxi-tjenesten siden lanceringen i november 2014.
I mailen til brugerne langer Uber ud efter politikernes manglende vilje til at indrette sig efter ny teknologi, men siger samtidig, at kampen ikke er slut.
- Vi vil arbejde hårdt og presse regeringen mod en ny lov, der omfavner ny teknologi, skriver Uber.
Uber: Please hjælp
Mailen til de mange tusinde brugere indeholder også en opfordring.
- Din stemme er også meget vigtig og kan hjælpe med at redde din Uber i Danmark, lyder det.
- Vær venlig (please, red.) at kontakte dine politikere og fortæl dem, at du vil have en lov, der omfavner moderne teknologi og tillader danskerne at nyde godt af fordele ved apps som Uber.
Herunder kan du se et udsnit af mailen, hvor Uber også skriver, at tjenesten har været en succes i København, hvor der har været mere end 300.000 brugere.