Forbrugerrådet: Medicinpriserne står for stille

Der er ikke blevet rokket nok ved priserne på medicin til trods for en ny krig om kunderne blandt apotekere.

Der mangler konkurrence på de danske medicinpriser. Sådan lyder dommen fra Forbrugerrådet Tænk.

Det er nemlig ikke for alvor kommet forbrugerne til gode, at der er kommet mere end 100 nye danske apoteker over de seneste år.

For selv om apotekerne har gjort op med gamle dages solidaritet og er begyndt at kæmpe om hinandens kunder, har det ifølge Forbrugerrådet Tænk endnu ikke givet sig udslag i væsentligt lavere priser.

- Vi mangler at få konkurrencen om priserne til at virke. For vi har en situation, hvor apotekerne ikke konkurrerer på priserne. Derfor betaler vi for meget for den medicin, vi køber, siger Forbrugerrådets vicedirektør Vagn Jelsøe til TV 2.

Ifølge Vagn Jelsøe er det ikke ved den lokale apoteker, at priskrigen nødvendigvis skal startes.

Mangler konkurrence

Det er nemlig især i engroshandlen med medicin, at man finder årsagen på de høje danske medicinpriser.

- Det vil være klogere at kigge på engros-leddet, for der er virkelig noget at hente for at få gang i konkurrencen, siger Vagn Jelsøe

Sidste år lavede Konkurrencerådet en rapport, som netop konkluderede, at der i praksis ikke er konkurrence mellem de meget få engrosforhandlere på medicinmarkedet, og at danskerne derfor betaler for meget for medicin.

Inden for loven

Da Konkurrencerådet første gang rejste kritikken af de høje medicinpriser, lød svaret fra den adm. direktør for Nomeco, Henrik Kaastrup, som er en af de store medicingrossister herhjemme, at der ikke var et problem. 

- Der er masser af konkurrence blandt grossisterne. Vi konkurrerer hver dag på en lang række parametre, og distributionen til apotekerne er så rationel og billig som muligt inden for den nuværende lovgivning, sagde han dengang i en skriftlig kommentar til finans.dk.

Ikke desto mindre anbefalede Konkurrencerådet, at det skulle være lettere for nye aktører at komme ind på markedet for handel med medicin.