Apoteker er i åben kamp om kunderne: - Det var en decideret krigserklæring
Kraftig vækst i antallet af nye apoteker har kickstartet en historisk kamp om kunderne, hvor apotekerne går på strandhugst i hinandens kundekredse.
Det var en følelse af ubegribelighed, der fyldte Nakskov-apotekeren Thomas Sevel, da han en dag i 2015 åbnede lokalavisen.
Apotekerkollegaen i Nykøbing Falster, Betina Kjær Hansen, havde annonceret, at hun ville træde ind på Thomas Sevels territorium og belejre Nakskov med en ny apotekerfilial. Hun havde faktisk allerede valgt lokalerne og bestilt udstyret til forretningen.
Det strategiske træk skulle skaffe hende kunder fra Thomas Sevels apoteksområde – noget, man i deres fælles apotekerkæde ifølge Thomas Sevel havde givet kollegialt håndslag på, at man holdt sig fra.
- Det var en decideret krigserklæring, siger Thomas Sevel.
- Hvis hun gennemførte de her planer, så måtte hun indse, at hun åbnede låget for Pandoras æske. Så ville der blive absolut krig.
Nye spilleregler for apoteker
Betina Kjær Hansen er blot én af de apotekere, som valgte at ignorere apotekersektorens fasttømrede kammerateri og fællesskabsfølelse, hvor den uskrevne regel er ikke at træde hinanden over tæerne. Men netop det blev muligt, da regeringen i juli 2015 valgte at justere på apotekerloven og løsne op for reglerne om, hvor mange apoteksfilialer hvert enkelt apotek kunne eje.
De ændrede spilleregler har medført 115 nye apoteksfilialer oven i de 312, som branchen før bestod af. Nye apoteker, der har brudt de lokale monopoler og ligger side om side med gamle, kæmper for at kapre hinandens kunder. Målet er at øge konkurrencen til glæde for forbrugerne, der får flere apoteker at vælge imellem.
- Jeg tror ikke, der var mange, der havde set, at der kom over hundrede nye apoteker, siger Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom hos Kora, hvilket er en konklusion, Forbrugerrådet er enig i.
Samtidig har staten valgt at skære den faste sum penge, som apotekerne får per pakke solgt medicin. For et gennemsnitligt apotek betyder det 8-900.000 kroner mindre i kassen i år.
Blodig fremtid
Men de svindende pengesumme har fået kløerne frem i den gamle, traditionsrige sektor, som i årtier har levet fredeligt med fede lønninger.
- Blodet kommer til at sprøjte i løbet af kort tid, siger en højtplaceret kilde i det offentlige sundhedssystem.
Historisk set har apoteker haft sine egne jagtmarker og et de facto monopol lokalt.
- Nu kan man risikere at skulle konkurrere dør om dør med en apoteker fra en anden by. Det presser selvfølgelig indtjeningen, siger Jakob Kjellberg.
Trussel om hævnaktion gav bonus
Betina Kjær Hansen fik Nakskov-apotekerens sværdklinge at føle, da hun havde offentliggjort hendes planer om at åbne en filial i Nakskov.
Thomas Sevel indkaldte til et møde, hvor han forklarede Nykøbing-apotekeren, at der jo ikke var længere fra Nykøbing til Nakskov end fra Nakskov til Nykøbing. Hvis hun gjorde alvor af at åbne en filial i Nakskov, kunne hun forvente, at han åbnede en eller to filialer i Nykøbing, og at han ville dumpe priserne på cremer og andre håndkøbsprodukter.
- Så måtte vi se, hvem der holdt længst. Derfor valgte hun klogelig at trække stikket, siger Thomas Sevel.
Betina Kjær Hansen har ikke villet kommentere sagen.
Kaprer kunder fra skyttegravene
Hvor Betina Kjær Hansen valgte retræte, har andre gjort fuldt alvor af krigserklæringen.
Det var den unge Roskilde-apoteker Mads Korsholm, som i 2015 tog branchens første skridt ind på fjendtligt land. Han havde ruget på tanken, og på trods af fordømmende blikke fra branchekollegaer besluttede han sig for at gøre det: åbne en filial 350 meter fra konkurrentens apotek i nabobyen Taastrup.
- Der er nok en del, der ikke har mig med i aftenbønnen, siger Mads Korsholm og griner.
For Mads Korsholm betød hans strategiske træk, at ejeren af det forurettede naboapotek i Taastrup, Peter Kielgast, gjorde et af krigsførelsens klassiske modtræk. Kort efter åbnede Peter Kielgast et apotek 550 meter fra Mads Korsholms apotek i Roskilde. Og da Mads Korsholm åbnede en filial i Taastrups storcenter City2, valgte Peter Kielgast ligeledes at etablere en filial.
- Man talte tidligere om det stærke fællesskab blandt apotekerne, og det er sat under pres. Det er det, der fylder mest i diskussionerne. Det er ikke de forretningsmæssige muligheder, der har åbnet sig op, siger Mads Korsholm.
Han har siden åbnet flere apoteksfilialer, herunder et i Hvidovre, hvor ét af de gamle apoteker også nød et monopol på salg af receptpligtig medicin.
Konkurrencen kan føre til konkurser
Siden Mads Korsholms fremfærd har en række apotekere etableret sig på fjendtligt territorium.
Det gælder blandt andre Næstved-apotekeren Jacob Hjelme, som slog dørene op til et apotek i nabobyen Slagelse, efter at tanken havde ulmet i hans baghoved i over et år. ”Det er gamet nu,” som han siger.
Også apotekeren Flemming Strøm, som driver Brøndbyøster Apotek, åbnede en filial i storcentret Rødovre Centrum side om side med Rødovre Apotek.
En stribe branchefolk tror, at den øgede konkurrence, der i øjeblikket giver gevinst til nogle apotekere, også udfordrer andre i en grad, som kan betyde konkurser. Der kommer ikke til at gå mere end nogle år, før de første apoteker møder konkursskæbnen, lyder meldingerne.
- Mange af apotekerne ligger nu meget tæt op og ned ad hinanden, og det er jo sådan set et fjendtligt tiltag fra en anden apoteker. Det er nu engang sådan et frit marked fungerer, så en række af de apoteker, vi ser nu, er der nok ikke om fem år, siger Jakob Kjellberg.