Business

Flemming Østergaard skal halvandet år i fængsel - vil have sagen i Højesteret

Tidligere Parken-formand Flemming Østergaard vil med "100 procents sikkerhed" forsøge at bringe sagen hele vejen til Højesteret.

Det oplyser Østergaards forsvarsadvokat, Sysette Vinding Kruse fra Homann Advokater, umiddelbart efter torsdagens dom, der sender Flemming Østergaard i fængsel i halvandet år.

- Jeg er dybt chokeret. Jeg synes, dommen er forkert. Nu må vi forsøge at få den i Højesteret. Han har ikke haft noget som helst med de konkrete handler at gøre, siger Sysette Vinding Kruse.

- Jeg forstår det ikke. Der er domfældt i forhold, som han slet ikke har haft noget med at gøre. Nu må vi hjem og læse dommen, siger hun.

Flemming Østergaard selv var ikke tilstede ved domsafsigelsen.

Også direktør Jørgen Glistrup, der var administrerende direktør i selskabet, er idømt halvandet års fængsel i sagen.

De to kendte erhvervsmænd har gjort sig skyldig i grov kursmanipulation, fastslår Østre Landsret.

Bøder i millionstørrelsen

Samtidig får Flemming Østergaard konfiskeret ni millioner kroner, mens Jørgen Glistrup får konfiskeret 800.000 kroner. Også Parken Sport & Entertainment bliver idømt en bøde, der lyder på 13 millioner kroner.

Anklager Jan H. Hansen er tilfreds med dagens domme, som han kalder hårde, men retfærdige:

- Man er nået frem til at sende et signal om, at den her adfærd, hvor man systematisk manipulerer aktiekursen, tolererer vi ikke i et samfund, hvor det finansielle system er meget afhængigt af, at der ikke begås urent tav, siger senioranklageren.

For at få sagen i Højesteret skal forsvareren anmode om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Retsformanden i Østre Landsret oplyser, at de tre juridiske dommere og de tre lægdommere er enige om resultatet.