Business

Nationalbankdirektør angriber igen politikeres planer om boliglån

Det vil blive sværere at kæmpe for den danske realkreditmodel i udlandet, hvis regeringen gør det nemmere at skifte realkreditlån, siger Lars Rohde.

Nationalbankdirektør Lars Rohde forstærker nu sine angreb på det folketingsflertal, som vil gøre det nemmere at skifte realkreditlån.

- Det korte svar er, at det bliver sværere at kæmpe for realkreditten i udlandet med det forslag til lempelser, der ligger på bordet, siger Lars Rohde til TV2 Business.

De dansk realkreditinstitutter kæmper i øjeblikket for overlevelse, fordi de nye strammere Basel-krav underminerer de danske realkreditlån.

Basel-kravene - som ikke er fastlagte endnu - vil sandsynligvis medføre meget større krav til, hvor mange penge realkreditinstitutterne skal have liggende på kistebunden.

 

Forskellige lån må ikke blandes sammen

Lars Rohde er især stærkt kritisk overfor regeringens forslag om, at boligejere kan skifte institut selvom de har overskredet lånegrænsen på 80 procent, hvis boligens værdi for eksempel er faldet. 

Samtidig er nationalbankdirektøren også kritisk overfor bankernes prioritetslån.

- Der er stor forskel på et prioritetslån og et realkreditlån og det skal man holde fast i. Bankernes boliglån skal kunne ændre betingelser fra dag til dag, siger Lars Rohde.

Nationalbankens kritik har vakt opsigt, men forventes ikke at kunne ændre lovforslaget. Ifølge TV 2's oplysninger vil erhvervsminister Brian Mikkelsen holde fast i lovforslaget på de to kritiserede punkter.

Men Lars Rohde er bekymret for den finansielle stabilitet på de udvalgte områder, hvis forslaget gennemføres.

Forslaget har et flertal bestående af regeringen, Sovialdemokratiet, DF og SF bag sig.