Milliardfond fra Bahrain sender kæmpebeløb efter ung dansk virksomhed

Investcorp fra Bahrain har købt en del af Ageras, der blev stiftet i 2011.

For nylig tjente den kendte serieiværksætter Martin Thorborg stort på salget af selskabet Dinero, og nu er han på spil igen.

Den enorme fond Investcorp fra Bahrain har købt en del af virksomheden Ageras, som Martin Thorborg ejer sammen med to partnere, heriblandt den unge stifter og adm. direktør Rico Andersen.

Jeg er en træt og stolt mand

Rico Andersen, stifter og adm. direktør Ageras

Ageras formidler kontakt mellem kunder og revisorer, bogholdere og advokater - og det er der både vækst og indtjening i.

Træt og stolt

Adm. direktør Mohammed Al-Shroogi fra Investcorp betegner Ageras som en unik virksomhed med en 'fantastisk ledelse', og den danske direktør på bare 25 år er ikke overaskende begejstret.

- De sidste 4 år af midt liv har været noget af en rejse. Fyldt med opture og nedture - Idag åbner vi et nyt kapitel, aktiemajoriteten i Ageras A/S er købt a kapitalfonden Investcorp. Jeg er en træt og stolt mand, skriver Rico Andersen på Linedin.

Sat sig på magten

Selskabet omsatte for 30 millioner ifølge regnskabet for 2015, og væksten var ifølge direktør Rico Andersen 60 procent sidste år.

Antallet af ansatte har rundet 80, og der er ifølge direktøren 100.000 partnere og brugere fordelt på de fem europæiske lande, hvor Ageras er aktive i dag.

Med enorme Investcorp som ejer ser Rico Andersen en kæmpe fremgang.

- Fra det første øjeblik, vi mødte Investcorp, stod det klart, at de var den rigtige partner for Ageras til den næste fase af vores vækstrejse, skriver han på Linkedin.

Parterne offentliggør ikke størrelsen på investeringen, men Finans.dk oplyser med henvisning til CVR-registret, at Investcorp har sat sig på 50-66 procent af aktierne i Ageras. og at der i dag onsdag er der blevet lavet en kapitalforhøjelse i Ageras på knap 40 millioner kroner.

Dermed har araberne, der tidligere har købt Georg Jensen, sat sig på magten i Ageras.