Business

Efter halvandet år: Mistænkt for milliardsvindel har intet hørt fra dansk politi

Britiske Sanjay Shah er udpeget som manden bag det største svindelnummer i Danmarkshistorien. Men han har intet hørt fra politiet.

568 dage.

Så lang tid er der gået, siden en pressemeddelelse 25. august 2015 fortalte om snyd med udbytteskat for mere end 6,2 milliarder.

Beløbet er siden fordoblet til 12,3 milliarder kroner, men den hovedmistænkte, briten Sanjay Shah, der er bosat i Dubai, har endnu intet hørt fra myndighederne i Danmark.

Der er ikke formelt rejst en sigtelse

Jakob Lund Poulsen, forsvarsadvokat

Det fortæller Jack Irvine, der er presseansvarlig for Sanjay Shah, til TV 2.

- Jeg kan bekræfte til citat, at Sanjay ikke er blevet kontaktet af de danske myndigheder, og at han ikke er blevet tiltalt eller sigtet.

Betragtes som sigtet

Heller ikke gennem Sanjay Shahs forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen fra Advokatfirmaet Stagetorn Wenzel Lund Poulsen er der viderebragt nogen former for sigtelse eller tiltale.

- Der er ikke formelt rejst en sigtelse over for ham, siger advokaten til TV 2.

Jakob Lund Poulsen tilføjer, at de danske myndigheder betragter ham som sigtet, men ønsker ikke at uddybe sit syn på den spektakulære sag.

Tavshed hos efterforskerne

I januar kunne DR, på baggrund af et svar fra Rigsadvokaten til Folketingets skatteudvalg, fortælle, at Sanjay Shah var anset som sigtet, men at der ikke var foretaget forsøg på udlevering.

Hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, også kaldet Bagmandspolitiet, afviser politiinspektør Thomas Anderskov Riis at be- eller afkræfte oplysningerne.

- Der gælder til alle tider et beskyttelseshensyn, ligesom disse oplysninger er belagt med tavshedspligt, skriver han i en sms.

Spektakulær sag

Både Danmarks ambassade i De Forenede Arabiske Emirater og Udenrigsministeriet har afvist at kommentere, om der har været kontakt til de lokale myndigheder i Dubai, men henviser til Bagmandspolitiet.

Myndighederne har foreløbig fremstillet danmarkshistoriens største svindelsag som ganske simpel dokumentfalsk på baggrund af 'fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation'.

Den meget lange sagsbehandlingstid indikerer dog, at det er mere kompliceret, siger skatteadvokat Torben Bagge fra TVC Advokatfirma.

- Umiddelbart kan det give anledning til undren, når forbrydelsen er fremstillet som en relativt simpel forbrydelse. Det er givetvis mere kompliceret end som så, siger Torben Bagge, der betegner sagsbehandlingstiden som 'påfaldende lang'.

Ifølge TV 2's oplysninger opererer Anklagemyndigheden foreløbig med paragraf 279 og 289 i straffeloven, der vedrører bedrageri og skattesvig.

Mange milliarder svæver i det uvisse

Myndighederne har foreløbig beslaglagt 2,1 milliarder kroner, men ingen af pengene er nået til statskassen.

Danmark er ikke alene om at blive ramt af omfattende svindel med udbytteskat.

Ingen dømt i Tyskland

Tyskerne vurderer at have mistet 90 milliarder kroner over en længere årrække gennem en særlig form for aktiehandel, der er kendt som cum/ex eller udbyttearbitrage, hvor der handles og lånes et stort antal aktier på tidspunktet for betaling af udbytte.

Derigennem har det været muligt at lænse den tyske statskasse for milliarder, og selvom det har fundet sted siden starten af årtusindet, og flere retsopgør er i gang, er ingen blevet dømt.

Flere banker med

Myndighederne her i landet har tidligere vurderet, at der ikke er tale om cum/ex-handler i det danske tilfælde.

Sanjay Shah har dog sagt til Børsen, at det netop er denne typer handler, der er tale om, og at de i øvrigt er foretaget i samarbejdet med en række store banker.