Business

Danish Crown lander milliard-salg - vil udvide i udlandet

Salg af datterselskab til 1,6 milliarder giver halv milliard på bundlinjen hos Danish Crown. Pengene skal bruges på ekspansion - men ikke herhjemme.

Den danske slagterikæmpe Danish Crown har solgt sit amerikanske datterselskab Plumrose til brasilianske JBS S.A. til det nette sum af 1,6 milliarder kroner – heraf ryger cirka en halv milliard direkte tilbage til Danish Crown.

Men det betyder ikke, at der kommer flere slagterijobs til Danmark, eller at der er penge på vej til de hårdt pressede svindebønder, understreger administrerende direktør i Danish Crown, Jais Valeur, over for TV 2 Business.

Hvis vi kan fastholde de jobs, vi har i Danmark, så har vi gjort det rigtig godt.

Jais Valeur, Danish Crown

- Jeg tvivler på, at der bliver flere slagteriarbejdspladser. Der er konkurrencevilkårene i forhold til løn og rammevilkår ikke på et niveau, hvor vi er konkurrencedygtige. Hvis vi kan fastholde de jobs, vi har i Danmark, så har vi gjort det rigtig godt. Men den ekspansion, vi planlægger, den kommer til at ske uden for Danmarks grænser, siger Jais Valeur.

Salget af Plumrose er en direkte konsekvens af Danish Crowns strategi om at fokusere på Nordeuropa, primært de fire hjemmemarkeder Danmark, Sverige, Polen og Storbritannien, og øge eksporten til Asien.

På opkøbsjagt

Men selvom der altså nu kommer flere penge i kassen hos Danish Crown, er det ikke noget ejerne, svinebønderne, kommer til at mærke – i hvert fald ikke lige med det samme.

- Størstedelen af pengene skal geninvesteres i forretningen. Vi kigger på opkøbsmuligheder, og vi tror på, at der er mange gode muligheder, siger Jais Valeur og uddyber:

- Så det her skal ses som et skridt på vejen i forhold til at give svinebønderne en højere pris.

Danish Crown har en ambition om at øge betalingen til ejerne, svinebønderne, med 60 øre per kilo, men Jais Valeur understreger, at pengene fra salget af Plumrose ikke vil blive kanaliseret direkte tilbage til bønderne i form af højere priser.

Milliardforretning

Plumrose omsatte i det seneste regnskabsår for 3,4 milliarder kroner, og selskabet driver fem fabrikker og to distributionscentre med 1200 medarbejdere i USA, og passer dermed som fod i hose hos JBS S.A., der er verdens største aktør inden for forarbejdning af kød.

Salget til JBS S.A. er betinget af godkendelse fra de amerikanske konkurrencemyndigheder.