Business

Væksten skrantede: Disse fem produkter skal sætte fut i Legos salg

Lego tjener milliarder, men væksten skrantede i 2016. Fem punkter skal sætte fut i salget.

- Hvert år må vi begynde forfra.

Sådan lød det fra Legos marketing- og produktchef, Julia Goldin, på dagens pressemøde i Legos hovedsæde i Billund.

For Lego må konstant være et skridt foran, når det handler om, hvad børn egentlig gider lege med, og der er brug for nytænkning, for væksten i Legos salg er gået markant tilbage i det forgangne år.

- Blot fordi et barn ønsker sig Lego i år, behøver de ikke ønske sig det igen næste år, sagde hun.

Det er Julia Goldin og hendes team, der præger de legoklodser og de digitale tilbud, som Lego sender på markedet. Og det er ikke så lidt.

En stribe nye sager

I 2016 kunne Lego præsentere hele 335 spritnye produkter, hvor innovation og digital leg var i højsædet.

Og 2017 lader ikke til at blive anderledes.

Her er de fem produkter, som Lego håber på kan få selskabet til at veksle de små legoklodser til guldmønter.

Her er fem produkter, der skal sætte fut i Legos salg

  1. 'Træk mig i fingeren'

    Lego-robotten her skal være med til at skabe vækst for Lego.

    En robot, der kan prutte, når du trækker den i fingeren. Og så meget mere. Efter sommeren spiller Lego med musklerne og lancerer Lego boost.

    En robot, der kan prutte, danse, synge og tale til dig. Robotten kan bygges om til fire andre forskellige kombinationer som biler, hunden Frankie eller maskiner.

    Fælles for de mange kombinationer er, at de styres via din tablet, fortæller Legos chefdesigner, Simon Kent.

    - Vi kalder robotten for Vernie. Men jeg synes nu hunden Frankie også er rigtig sød, fortæller Simon Kent. Robotten kommer først til Danmark til august og kommer til at koste cirka 1.200 kroner.

  2. Puster mere liv i gamle succeser

    Lego vil udvikle universet for det populære Friends-produkt.

    Ud af Legos mange forskellige produktlinjer var der fem mærker, der hittede stort i 2016. Og derfor kommer vi til at se endnu flere legokasser fra Ninjago, Dublo, Friends, City og Star Wars.

    - Vi vil gerne udvide det univers, som børnene kan lege i og allerede har bygget en kreativitet op omkring, siger designchef i Lego Friends, Fenella Charity.

  3. To nye film

    Legos populære legetøj Ninjago går til filmen i efteråret.

    I første halvdel af 2017 fløj Lego Batman filmen ind på biograflærrederne verden over, og allerede i sin åbningsweekend indbragte den en indtjening på 55,6 millioner dollars.

    Dermed vandt den overlegent over den amerikanske Fifty Shades-film i det amerikanske box office.

    Til september vil Lego gerne gøre det igen, da selskabet i samarbejde med Time Warner Inc sender Lego Ninjago filmen på gaden.

  4. En verden af digital leg

    I en verden hvor leg bliver mere og mere digital, er det altafgørende for Lego, at tiden ikke løber fra dem. Det fortæller Julia Golpin, som derfor har taget konsekvensen af den digitale udvikling.

    Derfor udbredes platformen Lego World til langt flere markeder i 2017, hvor lego-entusiaster kan bygge klodser i en virtuel verden.

    - Vi er meget bevidste om, at alle børn i dag vokser op med en Ipad i hånden, og derfor vil vi allerede lære dem nu, at leg kan udforskes på begge platforme, forklarer Julia Golpin.

  5. Socialt medie for børn

    Lego håber, at de kan få endnu flere børn til at tage billeder af deres byggeklodser. Arkivfoto

    I samme tråd skal også de små poder lære at kobinere den virkelig leg med den virtuelle. Derfor bliver det sociale netværk Lego Life i 2017 udbredt, udbygget og udforsket.

    Lego håber selv på, at de kan få endnu flere børn til at tage billeder af deres byggeklodser og inspirere hinanden til at bygge bedre og mere, siger chefudvikler i Lego Life, James Lema.

    - Vi ser ikke et problem med sikkerheden for børnene. De har anonyme profiler, hvor vi moderer kommentarsporet, så ingen personlige informationer kommer ud, siger han til TV 2.

Lego tabte på målstregen

Og det er altså altafgørende for Lego, at de mange nye produkter lever op til børnenes stigende krav til leg og læring. For selvom Lego omsatte for 37,9 milliarder kroner i 2016, så var det kun en vækst på seks procent. Året før vækstede selskabet med imponerende 25 procent.

Lego tabte derfor lige netop kampen om at blive verdens største legetøjsproducent mod amerikanske Mattel, der blandt andet står bag Barbie-dukken og Fisher-Price.

Med en vækst i salget på 6 pct. sidste år, nåede Lego en omsætning på 37,9 milliarder kr. mod amerikanske Mattels 38,4 milliarder kr.