Business

De har aldrig leveret overskud - i dag bliver deres selskab 170 milliarder kroner værd

Den populære app Snapchat går i dag på børsen i New York til en værdi af 170 milliarder kroner.

De har endnu til gode at tjene en krone på forretningen, men alligevel får den populære app Snapchat i dag børsentré i New York til en værdi af 170 milliarder kroner.

Snapchat, der blev stiftet i 2011, lader brugerne dele billeder og korte film, der kun er synlige i få sekunder.

Det er blevet en populær dille verden over, hvor omkring 160 millioner brugere dagligt sender over 2,5 milliarder 'snaps'.

Ignorerer trecifret millionunderskud

Alene i USA 'snapper' fire ud af ti unge mellem 18 og 34 år ifølge New York Times, men den store aktivitet har dog ikke udmøntet sig i indtjening.

I 2016 rundede selskabet et underskud på over 700 millioner kroner, men investorerne er tilsyneladende ligeglad.

Interessen til dagens børsnotering har i hvert fald været så stor, at Snapchat bliver mere end 50 milliarder kroner mere værd end Vestas, der til sammenligning slog rekord sidste år med et overskud på 7 milliarder kroner.

Ifølge Reuters var Snapchat-aktien, der starter på 17 dollar, overtegnet hele ti gange.

Stifter droppede eliteuniversitet

Selskabet sælger i første omgang aktier for 24 milliarder kroner i en børsnotering, der gør stifterne Evan Spiegel og Bobby Murphy til multimilliardærer.

De to amerikanere stiftede Snapchat i 2011 med studiekammeraten Reggie Brown fra Stanford.

Siden da er Evan Spiegel trådt i forgrunden som topchef for Snapchat, som fik ham til at forlade eliteuniversitetet allerede i 2012.

Spiegel står i dag som en lysende stjerne på den amerikanske tech-scene, men opturen har ikke været uden skrammer.

Modelkæreste og god for 28 milliarder

Den unge amerikaner har blandt andet kæmpet med en sag om lækkede emails, der afslørede ham i at beskrive kvinder i et nedsættende sprog.

Han har siden taget skarpt afstand fra udtalelserne, men selvom han har haft svært ved at ryste sagen af sig, er det lykkedes ham at score den australske Victoria Secrets-model Miranda Kerr, som han blev forlovet med i sommer.

26-årige Spiegels formue ventes efter børsnoteringen at runde 28 milliarder kroner, skriver Reuters.

Snapchats nuværende ejere sælger i første omgang 200 millioner aktier til en samlet værdi af 24 milliarder kroner.