Business

Vred Hummel-ejer om fyret direktør: Jeg vil slet ikke sidde i lokale med ham

Hummel-medejer Thor Stadil støtter sin søn. Han mener, at Hummel var tvunget til at fremlægge beviser mod fyret direktør.

Det var et pressemøde ud over det normale, da Hummel-ejer Christian Stadil onsdag aften redegjorde for, hvorfor man har valgt at først bortvise og nu politianmelde Hummel-direktør gennem 23 år, Søren Schriver.

Til stede ved pressemødet var også medejer af Hummel og Christian Stadils far, Thor Stadil.

- Jeg er meget vred. Meget vred. Skuffet. Alle de adjektiver kan bruges, fortalte han til TV 2 direkte adspurgt om sagen.

Efter flere uger med tavshed fra Hummel, hvor spekulationerne om baggrunden for fyringen har fået frit spil, valgte Christian Stadil på onsdagens pressemøde at fremlægge - hvad han kalder - konkrete beviser for, at Søren Schriver skulle have begået kriminelle handlinger i forbindelse med et datterselskab i Tyrkiet.

Thor Stadil bakkede undervejs fuldstændig op om sin søn, og han argumenterede for, at Søren Schriver ikke har efterladt Stadil-familien med andre muligheder end at lægge alt frem i offentligheden.

Jeg vil slet ikke sidde i lokale med ham – altså manden har jo villet snyde os.

Thor Stadil, medejer, Hummel

Faktisk fortalte han, at man overvejede ikke at gøre mere ud af sagen, hvis blot Søren Schriver havde sagt undskyld, bedt om tilgivelse og redegjort for sine handlinger.

- Det var faktisk det, vi måske håbede. Men Søren er nu gået i pressen. Han er nu gået ud som den uskyldige og indirekte sværter os til som nogen, der har gjort noget galt. Og så kan vi ikke acceptere det, fastslog Thor Stadil.

TV 2 har efter pressemødet uden held forsøgt at få en kommentar fra Søren Schriver, men til Børsen afviser han beskyldningerne og siger, at han er "oprørt over brutaliteten og insinueringerne" fra Hummels side.

- Men jeg vil ikke slås på det niveau, der er indledt fra Stadils side i denne sag. Jeg vil sagligt kræve min ret, og jeg håber at tilføre sagen de reelle forhold, så erhvervslivet, min omgangskreds og især mine medarbejdere kan få et indblik i, hvad det egentlig er, der sker, siger Søren Schriver til avisen. 

Beskylder direktør for manipulation

Det var en tydeligt oprørt Christian Stadil, der på pressemødet redegjorde for beviserne mod den nu fyrede direktør, og det har i det hele taget været et meget følelsesladet forløb for Stadil-familien.

Christian Stadil havde følelserne uden på tøjet under dagens pressemøde.

Både Thor og Christian Stadil har kendt Søren Schriver gennem mere end 20 år, og der blev ikke lagt fingre imellem, da Thor Stadil nu skulle sætte ord på manden.

- Vi kender hans gode og dårlige sider. Vi ved, og det kan jeg sige åbent, han er meget, meget manipulerende i relation til alle. Og det kan også være en styrke. (…) Det vi bare aldrig nogensinde havde troet på var, at han var kriminel. Det er forskellen, sagde Thor Stadil.

Manipulerende er et meget hårdt udtryk at bruge om et menneske. Er du ude på at begå karaktermord på ham?

- Jeg, Thor Stadil, er lige så manipulerende. Jeg er lige så manipulerende den anden vej. Men jeg er ikke kriminel. Det er forskellen, lød det fra Hummel-ejeren.

- Jeg vil slet ikke sidde i lokale med ham

Hummel beskylder den nu tidligere direktør for at oprette et privat firma for at hive et tocifret millionbeløb ud af Hummel.

Det fremgår ifølge tøjfirmaet af en skriftlig aftale mellem Søren Schriver og Hummels partner i Tyrkiet. Det var partneren, der alarmerede Hummel, da han og Søren Schriver var på vej mod en ejendomshandel, som skulle sikre Schriver et stort provenu.

Det betød i første omgang, at direktøren blev bortvist tidligere i februar, og nu at han politianmeldes for bedrageri og mandatsvig.

- Vi kan ikke arbejde sammen – jeg vil slet ikke sidde i lokale med ham – altså manden har jo villet snyde os, lød det fra Thor Stadil.