Vindmøllefabrikant lukker afdeling: 430 mister jobbet

16x9
Siemens lukker jysk fabrik: 430 mister jobbet. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Siemens har besluttet at lukke sin vingefabrik i Engesvang ved Silkeborg. Fortsætter i Aalborg og Brande.

Siemens Wind Power har afleveret en tung besked til de 430 ansatte på vindmølleproducentens fabrik i Engesvang ved Silkeborg.

Den tyske koncern har besluttet sig for at lukke fabrikken, og derfor er alle ansatte blevet afskediget.

- Der er sket det, at vingerne på markedet er vokset hurtigere, end vi forudså, så der er ikke nok efterspørgsel på de vinger, som vi laver i Engesvang.

- Og vi kan ikke lave større vinger der, fordi fabrikken er presset inde og ikke kan udvides, siger Michael Hannibal, der er direktør for offshoredivisionen i Siemens til Ritzau Finans.

Stopper produktion efter 10 år

Dermed stopper mere end 10 års produktionen af vinger i Engesvang, og i stedet satser Siemens på sine andre produktionsfaciliteter i Brande og Aalborg.

Og selv om man for nylig også har været igennem en fyringsrunde i Aalborg, så er vindmøllevirksomheden fortsat arbejdsgiver for tusinder af danskere.

Beskæftiger 8000 i Danmark

Selv efter lukningen af fabrikken i Engesvang vil Siemens beskæftige 8000 mennesker i Danmark, herunder 6500 i vindmølleforretningen.

- Vi forventer at kunne fastholde vores medarbejdere i Danmark, selv om væksten sker ude i verden. Selv når vi åbner en vingefabrik i Egypten eller Marokko, så giver det eksempelvis arbejde til vores danske fabrik, hvor vi laver møllehuse, siger Michael Hannibal til Ritzau Finans.

Siemens indtog Danmark, da man i 2004 købte det daværende Bonus Energy. Dengang havde man 650 ansatte.

Borgmester er fortrøstningsfuld

Borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer (V), kalder lukning af Siemens-fabrik i Engesvang for en ærgerlig situation.

Men selv om han gerne havde set produktionen fortsætte, er han fortrøstningsfuld. 

- Vi er heldigvis i en situation lige nu, hvor antallet af arbejdspladser i Ikast-Brande Kommune vokser. Så muligheden for at finde arbejde igen er relativ fornuftig, siger han.