Business

Dansker bliver topchef for 215.000 ansatte

Jesper Højer er forfremmet til den absolutte toppost i Lidl International, hvor han får ansvaret for op mod en kvart million ansatte.

En af verdens største supermarkedskæder, Lidl International, har udpeget danske Jesper Højer som adm. direktør.

Med forfremmelsen får 38-årige Jesper Højer ansvaret for 215.000 ansatte.

Forfremmet i årevis

Ifølge Lebensmittel Zeitung har Lidls ejer kasseret den hidtidige topchef Sven Seidel efter strategiske uenigheder og i stedet forefremmet Jesper Højer, som har haft en komet-karriere i Lidl.

I 2014 blev Jesper Højer udnævnt til global indkøbschef og indlemmet i koncerndirektionen efter en periode som landechef for Lidl i Belgien, og nu har han altså nået den absolutte top i Lidl.

Lidl er med en årlig omsætning på 440 milliarder kroner fordelt på 26 lande en af de globale mastodonter i supermarkedsbranchen.

Vild fremgang i salget

Den unge topchef har da også vist sig værd i Lidl med en ganske imponerende evne til at få kunderne til at hælde flere varer i kurven.

Ifølge Dansk Handelsblad formåede Jesper Højer i hvert fald at øge omsætningen med 50 procent i Belgien ved at skærpe kædens profil.

Karrieren i Lidl har været lang, blandt andet har han også været indkøbsdirektør i Holland og haft ansvaret for indkøb af fiskeprodukter i den tyske afdeling.

TV 2 arbejder på et interview med den fremadstormende discount-direktør.