Sådan vil Jim fra Vestjylland styre tysk kæmpevirksomhed

16x9
Jim Hagemann Snabe er i dag blevet valgt til formand for kæmpekoncernen Siemens i Tyskland. Foto: MICHAEL KAPPELER / Scanpix Denmark

Jim Hagemann Snabe bliver formand for den tyske industrikoncern Siemens som den første ikke-tysker nogensinde.

I 2018 sætter Jim Hagemann Snabe sig i stolen for enden af bordet i bestyrelseslokalet hos en af verdens allerstørste industrivirksomheder.

Nemlig tyske Siemens.

Han blev i dag præsenteret som arvtager til posten af Gerhardt Cromme, der selv har fungeret som bestyrelsesformand de sidste ni år. Det skete på generalforsamlingen for virksomheden i Olympia Halle i den tyske by München.

- Digitalisering udgør en stor udfordring for samfundet og for virksomheder. Hr. Snabe har tilbundsgående brancheerfaring inden for software og digitalisering, siger Gerhardt Cromme.

- Anbefalingen af ham sætter kursen for den langsigtede planlægning og kontinuitet i Siemens' bestyrelse, siger den afgående bestyrelsesformand, der stopper i 2018.

Siemens er herhjemme mest kendt for sine vindmøller, der bliver bygget i den midtjyske by Brande på fabrikken Siemens Wind Power.

Mit kompas siger mig, at det ikke nødvendigvis er den menneskelige intelligens, men menneskeligheden, der bliver nødt til at være ved roret i den verden.

Jim Hagemann Snabe i Berlingske

Eftertragtet af kæmpevirksomheder

I dag er han eftertragtet som bestyrelsesmedlem i kæmpe virksomheder. Det er han på grund af den digitale erfaring, han fik i tyske SAP, som er en af Europas største software-virksomheder.

Her var Jim Hagemann Snabe administrerende direktør i omkring fire år, efter at have arbejdet sig på gennem rækkerne.

Her fik han sit første job efter at have afsluttet cand.merc-studiet på Aarhus Universitet. Han nåede at være i virksomheden i 25 år.

- Min bevæggrund for at komme videre fra it-branchen er troen på, at i næste fase handler det om at gøre de traditionelle virksomheder it-kyndige øge deres forståelse for mulighederne i de digitale medier, sagde Snabe til Børsen, da han trådte ind i bestyrelsen hos A.P. Møller-Mærsk.

I dag er han næstformand B&O, mens Dansk Bank har også haft glæde af hans evner

I Siemens har han indtil i dag været bestyrelsesmedlem. Det samme er han i tyske Alliance Group og hos sin tidligere arbejdsplads SAP, indtil han i dag blev kommende formand.

Eksplosiv vækst: Værdien af aktien steg med 69 procent

SAP laver såkaldte ERP-systemer til virksomheder i mange brancher. ERP står for Enterprise Resource Planning og er et stort software-program, der holder styr på ordrer, indkøb, lagerstyring og økonomistyring i en virksomhed.

SAP har været blandt mange ting været kendt for at lave systemer, der var svære at installere for kunderne. Men da Jim Hagemann Snabe og hans meddirektør Bill McDermott overtog styringen med virksomheden blev der vendt op og ned på det.

De bragte løsningerne på nettet – i den såkaldte cloud, blandt andet ved at give medarbejdernes kreativitet frihed.

- Det kræver modet til at slippe medarbejdernes kreativitet fri. Modet til ikke eksakt at vide, hvad der kommer ud af det, og hvad det koster. Det er min erfaring fra SAP, hvor vi genopfandt virksomheden for fjerde gang, da den var 38 år gammel, sagde Snabe til Børsen for et års tid siden.

Og det vidste sig at være et rigtigt sats.

For værdien af SAP-aktien steg i de fire år, Jim Hagemann Snabe sad på posten. Eksplosivt. 69 procent voksede værdien i løbet af de fire år, danskeren og amerikanere ledede arbejdede.

Det handler om at slippe medarbejderne fri. På den måde øges evnen og hastigheden i forandringen

Jim Hagemann Snabe i Berlingske

Vil have verden og andre til at lykkedes

Da Snabe stoppede sin karriere som direktør i SAP var det ifølge ham selv ikke fordi, han var blevet degraderet, skrev Computerworld i dengang.

- Ledelse handler om at udvikle ledere hele vejen rundt om dig selv, så større udfordringer kan imødekommes, sagde Jim Hagemann Snabe på et pressemøde.

At Snabes filosofi handler om at få andre til at vokse går igen, når man taler og læser interviews med ham.

Det betyder blandt andet, at man skal vinke farvel til excel-ark og resultatmål for medarbejderne.

Jeg har altid ment, at virksomhedsledere udover at drive en fornuftig virksomhed skal tage et større ansvar for den verden, de agerer i.

Jim Hagemann Snabe

Til Berlingske har han tidligere forklaret, at det blandt andet handler om at ”skabe retning og et mindset” for at optimere medarbejderens præstationer:

- Det handler om at slippe medarbejderne fri. På den måde øges evnen og hastigheden i forandringen, har han sagt til Berlingske.

- Vi skal have en drøm om, hvor vi skal ende henne. Og vi skal fokusere på at blive bedre til væsentlige områder, som øger muligheden for at nå drømmen, sagde Hagemann Snabe i forbindelse med en ny lederuddannelse på CBS, han var medinitiativtager til.  

Den danske erhvervskomet Jim Hagemann Snabe får i dag en ny titel, han skrive på sit lange CV. Han bliver nemlig tildelt tiltlen af adjungeret professor på Copenhagen Business School. Hør manden selv fortælle om den nyeste tilføjelse til sit CV.

Både hans digitale kompetencer og tanker om at udvikle verden og andre har sikret ham en plads som leder i World Economic Forum, der hvert år samler topchef, kunstnere og politikere fra verden over i et langt møde, hvor de taler om at gøre verden til et bedre sted.

- Jeg har altid ment, at virksomhedsledere udover at drive en fornuftig virksomhed skal tage et større ansvar for den verden, de agerer i. Da jeg besluttede mig for at stoppe som operationel CEO var en af tankerne, at jeg ville bruge mere tid på at hjælpe andre med at lykkes, fortalte Snabe sidste år til Berlingske.

Fra vestjysk muld til de højeste luftlag

I dag plejer Jim Hagemann Snabe omgang med topcheferne fra verdens største virksomheder og hilser på politikere, præsidenter og premiereministre.

Men han er vokset op i Bramming ved Esbjerg, hvor der er flad jord og blæst fra vest, så langt øjet rækker.

 Da han blev topchef for SAP, sagde han til Jydske Vestkysten, at han troede en del af hans personlige succes skyldes, sine ”jydske tendenser”:

- Jeg tror nok, man kan sige, at jeg har benene på jorden og er sådan lidt snusfornuftig. Det tror jeg også, jeg får credit for. Jeg vil ikke sige, at jeg tager tingene roligt, for der er fart på. Men jeg hopper ikke bare ud i en løsning lød det i den vestjyske avis.

Teknologisk optimist

Mens den teknologiske udvikling banker derud af og skaber nye løsninger dagligt, mener Jim Hagemann Snabe, at det er vigtigt, at vi selv tager styringen med den.

For ellers risikerer vi at brænde planeten af, mener han.

- Når vi taler om grænser for vækst, og hvad der hæmmer væksten, så mener jeg, at det i højere grad er adgangen til ressourcer, der begrænser, fordi vi har en lineært system, der er baseret på masseproduktion og spild, fortalte Hagemann Snabe i en større i Berlingske under overskriften ”Mennesket skal styre den digitale revolution.”

Det betyder et opgør med måden, vi tænker skat på. Skatten burde i højere grad betales for at bruge de knappe ressourcer. For ifølge ham vil det skabe et incitament for at udnytte ressourcerne bedre og skabe bedre grobund for nye teknologier.

- Når teknologien bliver brugt på at erstatte mennesker, er det, fordi arbejdskraften er den dyreste ressource. Men det er kun et skatteteknisk problem. Det behøver ikke at være sådan, sagde han til Berlingske.

Det handler blandt andet at om at udnytte 3D-printerens mange muligheder,den energi, vi får gratis af naturen i form af vind- og sol og det i erhvervslivet meget hypede big data.

Dybest set er han optimist, men også realist på både teknologien og menneskehedes vegne. Hvis vi altså formår at bevare styringen med teknologien, så eksempelvis robotter med bedre og bedre kunstig intelligens.

- Vi skal fokusere på, at innovation og teknologi skal løse andre problemer end at komme af med arbejdskraft. Vi skal finde platforme, som er produktive og skaber mulighed for mange, udtalte han til Berlingske. 

- I den ideelle verden skaber en digital platform mulighed for 100.000-vis. I den dårlige er magten og værdien koncentreret, og ingen har en chance.

- Mit kompas siger mig, at det ikke nødvendigvis er den menneskelige intelligens, men menneskeligheden, der bliver nødt til at være ved roret i den verden, forklarer han. 

Om et år er det så ham, der skal ligge menneskeligheden i retningen for en verdens største industrivirksomheder.

Danskere med topjob i udlandet
Her kan du se, hvilke danskere der er nået til tops i det udenlandske erhvervsliv. Både som bestyrelsesmedlemmer eller direktører.

Kilder: Børsen, Berlingske Business, Djøfbladet, Jyllands-Posten, Finans, Ritzau, Computerworld, Jydske Vestkysten