Business

Skat vælger KMD til nyt it-system trods kæmpe stævning

Udskældte KMD har vundet en stor it-kontrakt hos SKAT, selvom selskabet for fire måneder siden blev stævnet af netop SKAT.

Opdateret med svar fra SKAT kl. 15.56.

På trods af åben krig med it-giganten KMD om ansvaret for skandalen med inddrivelsessystemet EFI har Skat netop tildelt den udskældte softwarevirksomhed en stor kontrakt.

Det virker højest bemærkelsesværdigt, at de vælger en leverandør, der er kuldsejlet med et lignende system

Pernille Kræmmergaard, professor Aalborg Universitet

Kontrakten til KMD på den såkaldte Skattekonto er vundet foran konkurrenterne NNIT, Netcompany og ikke mindst CSC, der har siddet på netop Skattekontoen i årevis.

Valget af KMD er opsigtsvækkende i lyset af, at Skattekontoen er tæt forbundet med det kuldsejlede EFI-system.

EFI står i dag som en af de største it-skandaler i Danmarkshistorien med en frygtet ekstraregning til skatteyderne på over 14 milliarder kroner, og KMD og partneren CapGemini blev da også stævnet af SKAT for 692 millioner kroner i september sidste år.

Bedste forhold mellem pris og kvalitet

Skat vil ikke gå i detaljer om baggrunden for valget af KMD, men skriver i en mail, at it-kæmpen har levet fuldt op til kravene i udbuddet.

- KMD har afgivet det tilbud, der havde det bedste forhold mellem pris og kvalitet ud af de i alt fire modtagne tilbud. Tilbuddene skal efter udbudslovens regler gennem en nøjere granskning, inden man kan finde en vinder. KMD har på den baggrund – og i fuld overensstemmelse med udbudslovens regler - fået opgaven, skriver SKAT.

Har dumpet priserne

Ifølge TV 2's oplysninger har KMD trukket det længste strå med en pris, der ligger langt under konkurrenternes. 

Kontraktrammen for udbuddet var 240 millioner kroner plus moms, men KMD har angiveligt vundet med en pris på mindre end 100 millioner kroner.

Til sammenligning skulle CSC's bud være på godt 200 millioner kroner, mens NNIT og Netcompany angiveligt har budt mellem 140 og 180 millioner.

Dermed har KMD ifølge TV 2's oplysninger indgivet så lavt et bud, at SKAT ikke kunne se bort fra it-giganten trods de verserende møgsager med både SKAT, kommunerne og ATP.

Ekspert dybt overrasket

IT-forsker og professor Pernille Kræmmergaard fra Aalborg Universitet og direktør i Digitaliseringsinstituttet finder valget af KMD problematisk og bekymrende, både på grund af prisen og fordi KMD er fejlet med et lignende system.

- Det virker højest bemærkelsesværdigt, at de vælger en leverandør, der er kuldsejlet med et lignende system. Derudover har jeg svært ved at tro, at de kan levere, når de skærer så meget i prisen. Pris og kvalitet plejer at hænge sammen, siger Pernille Kræmmergaard.

- Udbudsreglerne syntes at være er tolket meget stramt, så det giver anledning til, at spørge om det er på tide at kigge på reglerne på området, så prisen ikke fylder så meget i valget, tilføjer hun.

KMD oplyser i en mail, at de ikke har nogen kommentarer til sejren ved udbuddet.

Problemer i årevis

Systemet Skattekonto, der skulle gøre det meget nemmere for at inddrive skat, har levet et omtumlet liv siden lanceringen i 2006.

IBM blev valgt som leverandør ved begyndelsen, men problemer med arbejdet fik Skat til at ophæve kontrakten i utide i 2008. Senere blev CSC sat på opgaven, og planen var lancering i marts 2012, men systemet kom først i 2013.

Allerede i 2012 blev regningen for problemerne med Skattekontoen opgjort til 334 millioner ifølge Version2.