Business

Legos Mr. Turnaround skal sælge kaffe

Jørgen Vig Knudstorp dansede i 2015 af glæde over Legos resultat. Nu er danseskoene på vej i bestyrelsen i Starbucks. FABIAN BIMMER / Scanpix Denmark

Legos tidligere administrerende direktør, Jørgen Vig Knudstorp, er på vej i bestyrelsen hos verdens største kaffekæde, Starbucks

Sammen med to andre af de helt tunge personer i erhvervslivet – topchef i Microsoft, Satya Nadella, samt chefen for det Walmart-ejede Sam’s Club og vicedirektør i netop Walmart, Rosalind Brewer, er Jørgen Vig Knudstorp nomineret til bestyrelsen på kaffekædens generalforsamling i marts.

- Starbucks blev grundlagt på en simpel, væsentlig idé og virksomheden er nu vokset til at være et meget stærkt og innovativt brand med potentiale til at ekspandere den globale tilstedeværelse yderligere, siger Jørgen Vig Knudstorp i en meddelelse på Starbucks' hjemmeside.

Kan overhale McDonald's

Starbucks er med en markedsværdi på knap 590 mia. kroner verdens klart største kaffekæde, og med en kædens planer om at åbne otte procent flere restauranter hvert år, spår flere analytikere, at kæden i løbet af de kommende år vil kunne overhale McDonald’s som verdens mest værdifulde restaurantkæde.

Med det forventede valg til bestyrelsen i marts træder Jørgen Vig Knudstorp ind i en bestyrelse med tunge navne fra erhvervslivet. For ud over Microsofts topchef Satya Nadella sidder blandt andre også tæller Craig E. Weatherup, der tidligere har været topchef i colgate samt  Robert M. Gates, der var forsvarsminister i USA i perioden 2006-2011, også i bestyrelsen.

Mr. Turnaround

Jørgen Vig Knudstorp stoppede ved årsskiftet som administrerende direktør for at hellige sig arbejdet i den nystartede Lego Brand Group, der skal øge fokus på brandets langsigtede potentiale.

Da Knudstorp i 2004 satte sig i direktørstolen i Lego, som den første uden for Kirk-familien, var det ikke med mange smil på de små, gule Lego-hoveder. Regnskaberne viste underskud men på bare to år med Jørgen Vig Knudstorp ved roret, blev underskud forvandlet til overskud. Et overskud, der i de sidste 10 år bare er vokset og vokset og som har givet Knudstorp tilnavnet ”Mr. Turnaround” i den internationale erhvervspresse.