Brexit

Saxo-milliardær frygter ikke Brexit: Hverken Schweiz eller Norge er jo ved at dø af sult

Økonomer og nationalbanker er notorisk dårlige til at forudsige den økonomiske vækst, påpeger Lars Seier Christensen.

Frygten for, at briterne forlader EU, har fået de notorisk hysteriske investorer til at blive endnu mere hysteriske og trykke slagsknappen hårdt i bund.

Det har fået aktierne til at tage nogle gevaldige dyk, og økonomer og nationalbankdirektører verden over frygter, at et britisk exit vil ramme den økonomiske vækst hårdt.

Men det er ikke noget, der holder rigmanden Lars Seier, der blandt andet var med til at stifte Saxo Bank, til at ligge søvnløs om natten.

- Nu er økonomer og og nationalbankdirektører jo notorisk dårlige til at forudsige den økonomiske vækst. De kan ikke engang se 6 måneder frem, siger han i et interview med TV 2 Business.

EU-exit kan styrke økonomien

Over for TV 2 Business understreger Lars Seier, at den aktuelle diskussion om de økonomiske konsekvenser er stærkt overdrevne.

Han mener ikke, at der er noget faktuelt, der peger på, at det vil være den store katastrofe for Storbritannien, hvis de forlader EU. Tværtimod.

På sigt tror jeg, at Storbritannien vil outperforme Eurozonen, hvis briterne forlader EU

Lars Seier, rigmand

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

- Hverken schweizerne eller nordmændene er jo ved at dø af sult. På sigt tror jeg, at Storbritannien vil outperforme Eurozonen, hvis briterne forlader EU, siger Lars Seier til TV 2 Business.

Om Storbritannien ender med at sige good bye til EU, bestemmer det britiske folk på torsdag, når de sætter deres kryds. De seneste meningsmålinger peger på et ja, og det har mandag fået både aktierne og det britiske pund til at banke i vejret.

Hvis du vil læse mere om TV 2 Business så klik her.