Business

Nykredit udskyder salg af hovedkvarter - bet på en milliard

Nykredit udskyder salget af hovedsædet på Kalvebod Brygge.

Det erfarer TV 2 Business fra kilder med indsigt i processen. Nykredit havde ellers sat hele tre ejendomme til salg med hovedsædet  - Glaskuben som kronjuvelen.

TV 2 Business er i besiddelse af det fortrolige materiale fra salgsforsøget med titlen projekt Novi. Her fremgår det, at Nykredit i første omgang havde ønsket et samlet bud på Glaskuben, Krystallen og Otto Mønsteds Plads.

Nykredit havde håbet på en samlet salgspris på 1,6-1,8 milliarder kroner, men de bud der er indkommet er så lave, at Nykredit må opgive at sælge hovedsædet. I følge kilder tæt på processen har buddene været 3-500 millioner kroner lavere end realkreditkæmpen havde håbet.

En af årsagerne til de lave bud er ifølge TV 2s oplysninger, at Nykredit kun vil binde sig for en 5-årig lejeperiode efter et salg, og det presser prisen.

Nykredit lagde ellers ved meddelelsen om børsintroduktionen afgørende vægt på at sælge hovedsædebygningerne.

- Den verden, vi driver forretning i, er under stor forandring. Kigger vi bare få år frem, venter markant strengere lovkrav til, hvor meget vi skal lægge som sikkerhed, når vi låner ud. I det lys er vi tvunget til at intensivere vores fokus på at nedbringe koncernens udgifter. Derfor er tiden ikke inde til dyre adresser midt i København, sagde koncernchef Michael Rasmussen.

Han forudså samtidig en salgsperiode på et halvt år. Det er den plan, der nu skrider.

Svært at udnytte kvadratmeter

Nykredit har arbejdet intenst med at flytte til mere beskedne forhold. På radaren er Ørestad og det nye Carlsberg-område, men en række omegnskommuner har også budt dig til i håbet om lande Danmarks største realkreditinstituts kommende domicil. De planer bliver nu udskudt.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

De tilbudte priser på 1,3-1,5 milliarder er også presset af, at de to hovedejendomme er bygget ekstravagant dyrt med for store halls og ekstraavagante møderum, der gør kvadratmeterne svære at udnytte optimalt for en potientiel køber.

Især ATP Ejendomme har i følge TV 2s oplysninger ønsket en længere sikret lejeperiode op mod 20 år.

Det københavnske erhvervsejendomsmarked er presset af begyndende tegn på tomgang og at en række store lejemål kommer på markedet snart. De største er, udover Nykredits domicil, Nordeas udflytning til Amager, der giver et nyt stort udbud, ligesom Danske Bank ventes at flytte til det kommende Postterminalområde.

Billedet er dog ikke entydigt. Danske Bank opnåede ved et kæmpesalg af ejendomskomplekset ved Holmens Kanal foreløbig en pris på 1,4 milliard kroner til skotske Standard Life og har foreløbig lejet sig ind i de samme bygninger.

Mangler en milliard

Nykredit vil i stedet sælge den mindre bygning Krystallen alene, og her skulle en køber ifølge TV 2s oplysninger være tæt på at slå til til en pris på knap en halv milliard kroner.

Det manglende salg af hovedsædet betyder, at Nykredit  kommer til at mangle tæt ved en milliard kroner, som var den forventede indtægt for hovedsædet. Penge, der ville have styrket Nykredit frem mod børsnoteringen, som Nykredit har bebudet indenfor de næste 12-24 måneder.

Nykredit har i følge TV 2s oplysninger forsøgt at opnå en bedre pris i hele to budrunder. I den anden budrunde tog Nykredit  bygningen på Otto Mønsted Plads ud, men buddene var fortsat for lave.

Nykredit understreger dog i et skriftligt svar til TV 2 Business, at det stadig er planen at sælge alle hovedsædebygninger. Men Thomas Boisen, Nykredit- direktør for Facility Management erkender, at salgsprocessen trækker ud.

- Vi er meget fokuserede på at effektivisere driften af Nykredit yderligere, og derfor er det fortsat vores plan og forventning at sælge alle hovedsædebygninger på og omkring Kalvebod Brygge i København, skriver han i en kommentar til TV 2 Business.

Hvis du vil læse mere om TV 2 Business så klik her.