Business

Medie: Nordea har groft undervurderet risiko i udlånet

Ifølge Svenske Dagbladet undersøger det svenske finanstilsyn, om Nordea har undervurderet risikoen på erhvervskunder. Endnu en skandale lurer.

Nordea har undervurderet risikoen i sine udlån til erhvervskunder. Og det i en grad, der kan betyde, at banken mangler 50-80 milliarder svenske kroner, som den skal ud at finde.

Det skriver Svenska Dagbladet, SvD, der er kommet i besiddelse af et notat fra Finansinspektion, Sveriges pendant til Finanstilsynet.

Avisen skriver, at notatet lægger op til, at hvis Nordea bevidst har undervurderet risikoen i sine udlån, vil der være tale om en større skandale.

- Hvis der er noget bund i det her - altså hvis det viser sig, at Nordea virkelig har for lidt kapital - så er det dybt alvorligt. Så er det en ny møgsag for Nordea, og dem har der været rigtigt mange af de seneste måneder. Der er ingen tvivl om, at det her har været et frygteligt forår for Nordea,lyder vurderingen fra redaktionschef på TV2 Business, Kasper Kronenberg.

Han understreger dog, at der er tale om et internt notat, og at der stadig er mange ubekendte i sagen.

Estimat langt under hvordan det er gået historisk

Ved at undervurdere risikoen på sine udlån vil Nordea have kunnet mindske den kapital, man ifølge lovgivningen skal have liggende som sikkerhed, hvis man er bank.

Notatet fortæller, at Nordeas estimater for risiko på sine erhvervskunder er langt under, hvordan det historisk er gået dem. Det rejser mistanken om manipulation.

- Hvis Nordea bevidst har givet fejlagtige tal er det en meget alvorlig sag om selskabsfusk, skriver avisen.

Kan blive tvunget til at øge kapital med milliarder

Notatet fra Finansinspektionen viser ifølge SvD, at Nordea kan blive tvunget til at øge sin kapital med 50-80 milliarder svenske kroner for at nå myndighedernes krav.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

- Jeg kan ikke gå ind i dette specifikke notat, da det ville være imod fortroligheden. Jeg kan hverken bekræfte eller dementere oplysningerne, siger chefen for Finansinspektionen, Erik Thedéen, til SvD.

Blev kritiseret sidste år

SvD skriver, at Finansinspektionen allerede sidste år kritiserede Nordeas beregninger for risiko og pålagde banken at øge sin kapital med 14 milliarder svenske kroner.

- Det er altid vigtigt, at bankerne har tilstrækkeligt med buffer til, hvis det går dårligt. Derfor er alle fejl alvorlige. Men vi har ikke fundet flere fejl end dem, vi allerede har kommunikeret, siger Erik Thedéen til den svenske avis.

Nordea oplyser til avisen, at man ikke kommenterer på sin dialog med myndighederne.

- På linje med Finansinspektionen mener vi, at vi har mere end tilstrækkelig kapital, siger Nordea.