Maersk Oil satser stort på norsk olieeventyr

Trods svære tider for oliebranchen, går Maersk Oil nu massivt ind i den norske olieindustri.

Ni milliarder kroner investerer Maersk Oil i den første fase af bygningen af bore- og produktionsplatformene til det nye norske Johan Sverdrup-felt, der netop nu er i fuld gang. Dermed får Maersk Oil en mindre ejerandel på lidt over otte procent af Johan Sverdrup, der bliver ét af Norges største, når olien kommer til at flyde i 2019.

- Johan Sverndrup er et enormt fund, og det bliver et kæmpe oliefelt, når det kommer i drift. Det her er en meget stor investering for os, siger adm. direktør for Maersk Oil, Jakob Thomasen, til TV 2 Business.

14.000 mand er allerede i gang

Feltet ligger cirka 150 kilometer vest for Stavanger og udgør et samlet areal på cirka 200 kvadratkilometer. Og selvom der går nogle år endnu før olien begynder at flyde, er 14.000 mand allerede nu hyret ind til at konstruere og planlægge produktionen.

-Produktionen fra Johan Sverndrup bliver større end hele den samlede danske olieproduktion, da den toppede. Det er en vigtig byggesten i Maersk Oils ambition om at blive blandt de fem største producenter i Nordsø-området, siger Jakob Thomasen.

Olie i top-kvalitet

De fleste oliefelter bliver opgivet længe, før de er tømt for oliereserverne, simpelthen fordi det er dyrt og teknisk umuligt at få alt op - og derfor taler man om recovery-factor eller indvindingsgrad, når man skal gøre op, hvad et oliefelt er værd. Og her er Johan Sverdrup-feltet i særklasse.

I den danske del af Nordsøen er det kun teknisk og økonomisk rentabelt at hente 26-28 procent af oliereserverne op. Sammenligner man med det nye Johan Sverdrup-felt, skiller det sig markant ud: Maersk Oil forventer at hente 70 procent af olie- og gasreserverne op af feltet.

- I en tid, hvor oliebranchen er under pres, betyder det her, at vi får et højt produktionsniveau. Derudover bliver udgifterne per produceret tønde lavere, fordi det er nemmere at producere olien, siger Jakob Thomasen.

Partner: Det allerstørste, vi nogensinde har bygget

Udover Maersk Oil har Statoil også valgt at investere i projektets første fase. Med 40 procent har Statoil dermed den største ejerandel.  

- Fundet af Johan Sverdrup ligger i top fem i norsk olie- og gashistorie, og det er det største projekt, vi nogensinde har lavet. Tidligere var man i området uden at finde noget. Men i 2011 blev det fundet af Lundin Norway og derefter Statoil. Det var overraskende, at området havde så stort potentiale, som det har, siger projektchefen i Statoil, Kjetel Digre, til TV 2 Business.