Business

Det koster et realkreditlån nu: Tre ud af fire har hævet priserne

I dag valgte Nordea Kredit at hæve bidragssatserne for realkreditlån. Se de fremtidige priser hos de fire store selskaber her.

I dag meldte Nordea Kredit ud, at man på grund af øgede kapitalkrav vil øge bidragssatserne.

Det er det tredje af de fire store realkreditinstitutter, der nu vil have deres kunder til at betale mere for deres realkreditlån.

Det største realkreditinstitut, Nykredit, meldte i februar ud som de første, og kom ud i en storm af utilfredse kunder. I maj fulgte det næststørste, Realkredit Danmark, efter. Og nu følger så også Nordea Kredit.

Det fjerde af de store selskaber, BRF Kredit, har flere gange lovet, at man ikke vil hæve satserne i 2016.

- Vi har meldt ud gentagne gange, at vi ikke ændrer på vores satser i 2016. Det er en garanti, som vi har tænkt os at holde. Men de kapitalkrav, som har fået vores konkurrenter til at sætte priserne op, kan vi selvfølgelig også blive ramt af på et tidspunkt, siger boligøkonom i BRF Kredit, Mikkel Høegh.

- Nu er vi de billigste, efter konkurrenterne har sat deres priser op, konstaterer han.

En prissammenligning, foretaget af Mybanker.dk, viser hvor store prisforskellene på et realkreditlån på to millioner kroner vil være, når de varslede stigninger i bidragssatserne er gennemført.

Stigningerne er generelt betydeligt højere for flexlån (F1 og F3-lån) end for fastforrentede lån.

I Nordea Kredit er prisstigningerne i det ovennævnte priseksempel, som Mybanker har udregnet, mellem 500 kroner (med afdrag) og 2000 kroner (uden afdrag) om året for et fastforrentet lån.

For Flexlån er prisstigningerne på mellem 5000 og 6500 kroner pr. år.

Fire store deler markedet

De fire store realkreditselskaber er alle tilknyttet en bank, der formidler deres lån. Det største selskab er Nykredit (incl. Totalkredit), der er tilknyttet en række danske lokalbanker og sidder på omkring 45 procent af markedet.

Næststørst er Realkredit Danmark med tilknytning til Danske Bank og en markedsandel på omkring 30 procent.

Nummer tre er Nordea Kredit, der hører til Nordea-koncernen og har en markedsandel på cirka 15 procent. Det mindste af de fire store selskaber er BRF Kredit, der er tilknyttet Jyske Bank og har en markedsandel på omkring 10 procent.