Business

To venners gode idé kan spare din kommune for millioner

Hvert år betaler den offentlige sektor op mod 400 mio. kr. til tolke, men det kan en ny app lave om på.

En dansk-udviklet app skal spare kommunerne for millioner af kroner til tolkebistand, når de er i kontakt med borgere med udenlandsk baggrund. 

Iværksætterne Frederik Riskær Pedersen, der er søn af Klaus Riskær Pedersen, og Peter Ladegaard står bag firmaet EasyTranslate. Firmaet er klar med en app, som via video kobler kommunen sammen med en kvalificeret tolk, uanset hvornår på døgnet behovet opstår.

- Vi forventer helt klart, at vi vil kunne udskifte hovedparten af fremmødetolkning med video-fremvisning, siger Frederik Riskær Pedersen.

Ifølge EasyTranslate bruger den offentlige sektor årligt 300-400 mio. kr. på tolkebistand. En tredjedel af omkostningerne går til tolkenes transport - en udgift, som video-appen EasyTalq eliminerer.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

Syv kommuner har allerede taget appen i brug og kan ifølge iværksætterne melde om besparelser på over 50 pct.

- Vi mente, at vi kunne simplificere løsningen og har sammen med Gentofte Kommune udviklet en app, der er fuldstændig optimeret til brug af tolkning i kommunerne, lyder det fra Peter Ladegaard.

Vennerne Frederik Riskær og Peter Ladegaard stiftede EasyTranslate i 2010 som et oversættelsesbureau. Virksomheden er i dag aktiv i 12 lande og servicerer 16.000 kunder. Appen var i 2013 nomineret til prisen som årets væksteventyr.