Business

Topchef i usædvanligt hurtigt jobskifte

Nordeas kronprins David Hellemann starter i sit nye job i Nykredits topledelse efter bare tre måneder.

Oftest er topchefer og specialister bundet af konkurrenceklausuler, der tvinger dem til at tage pauser på halve og hele år før de kan skifte job og starte hos konkurrenten. Sådan er det ikke for David Hellemann, der for to år siden blev kørt i stilling som ny kronprins for Nordea danske forretninger. Allerede 1. september forlader han Nordea for at blive vicekoncernchef i Nykredit.

- I min kontrakt er der en 3-måneders opsigelse og det vil sige, at jeg har mulighed for at starte i Nykredit 1. september, siger David Hellemann til TV 2 Business.

Da David Hellemann kom til Nordea var det med udsigten til at blive direktør for Nordea Danmark. Den post fik han ikke. Alligevel afviser David Hellemann, at smækker med døren, når han forlader Nordea.

- Der er ikke tale om en fravalg, der er tale om et attraktivt job i en spændende koncern, hvor jeg får mulighed for at sidde i den absolutte topledelse, siger David Hellemann, der også afviser alle spekulationer om at han skulle være en bitter oven på tiden i Nordea. 

- Jeg har været rigtigt glad for den tid, jeg har haft i Nordea. Den eneste ting jeg er ked af er, at skiftet er kommet lidt for hurtigt.

Blandt David Hellemanns nye opgaver bliver at udvikle samarbejdet mellem datterselskabet Totalkredit og bankerne og at forberede Nykredit til et salg på fondsbørsen, som ventes at ske inden for det næste år til halvandet.