Hotelchef: Vi er glade for Airbnb
BC Hospitality Group, der ejer Bella Sky og Crowne Plaza i København, er ikke bange for Airbnb. De ser fordele ved deleøkonomiselskabet.
Det er godt for København og turismen, at Airbnb er kommet på banen.
Sådan lyder meldningen fra BC Hospitality Groups administerende direktør, Allan L. Lagerholm.
- Da Airbnb dukkede op, var vi allesammen nervøse. Men det virker som om, at de tilføjer noget nyt fremfor at tage ud af det eksisterende marked. Hvis det passer og fortsætter, er det faktisk meget positivt, for det er med til at hæve aktivitetsniveauet i byen, det skaber mere liv på restauranter, cafeer, butikker og så videre, siger Allan L. Lagerholm.
Han forklarer, at hvis udviklingen fortsætter, vil BC Hospitality Group nå en kapacitetsudnyttelse på 80 procent i år.
- Det er meget meget højt.
Og det er altså selvom, at Airbnb er også tilbyder overnatninger til de tilrejsende:
- Vi mærker det faktisk ikke. Det virker som om, at det er en anden type turist, der vælger Airbnb fremfor et almindeligt hotel, siger Allan L. Lagerholm.
Halvering af overskud
Mens BC Hospitality Group altså ikke frygter Airbnb og peger på vækst i hotellerne, ser regnskabet lidt anderledes ud.
Fra 2014 til 2015 blev overskuddet i gruppen halveret til 53 millioner kroner. Men det er der ifølge Allan L. Lagerholm en god forklaring på.
- Vi hæver indtjeningen på vores primære drift ganske betragteligt. Men vi har taget nogle afskrivninger på ejendomme, der enten er blevet revet ned eller står tomme i forbindelse med etableringen af Bella Kvarter. Det en investering på omkring syv milliarder, siger han.
Bella Kvarter bliver bygget i randområderne om Bella Centeret. Målet er at løfte området og tiltrække internationale kongresser.
- Ret beset ligger Bella Centeret ikke det mest charmerende sted i København, og det har vi tænkt os at gøre noget ved.
BC Hospitality Group hævede omsætningen med fem i 2015 millioner til 623 millioner kroner.