Business

Svensk børs: Lauritz.com ønsker selv udskydelse

Det er Lauritz.com selv, der har ønsket udskyde noteringen på børsen i Stockholm.

Det var Lauritz.com, der selv trak i håndbremsen og udskød børsnoteringen. 

Det forklarer pressetalskvinde Christina Malmberg Hägerstrand fra Nasdaq Stockholm overfor TV 2: 

- Vi har udskudt børsnoteringen efter ønske fra selskabet. Der har været en meddelelse om, at det er på grund af tekniske årsager. De tekniske årsager har ikke noget med Nasdaq at gøre. Derudover skal jeg henvise til selskabet, forklarer hun i en mail. 

Overfor Berlingske afviser Finanstilsynet, at de har gjort noget for at stoppe noteringen, der blev udskudt bare 18 minutter før, der skulle trykkes på knappen. Det har Finanstilsynet siden bekræftet overfor TV 2, der også har været i kontakt med Finansinspektionen i Sverige, der også afviser, at de har grebet ind. 

Har aldrig set noget lignende

For økonom i Nordnet i Sverige, Joakim Bornold, er der tale om en højest usædvanlig udviklingen for det kendte online auktionshus. 

- Det er foruroligende og mærkeligt, at man afbryder på morgenen af en børsnotering, det har jeg aldrig været med til tidligere. Der er åbenbart sket noget, men vi ved ikke hvad, siger Joakim Bornold til di.se.

Nasdaq har tidligere i dag offentliggjort en meddelelse, hvor det blev forklaret, at baggrunden for den aflyste børsnotering var, at likviditeten hos Lauritz.com ikke var godkendt af Finanstilsynet.

Få kommentarer endnu

Den udlægning afvises imidlertid af Finanstilsyne, der ikke kender baggrunden for den udskudte børsnotering. Her henviser man i stedet til Lauritz.com, Finansinspektionen i Sverige og Nasdaq i Stockholm.

- Det er mystisk og ud fra den information, at det ikke er Finanstilsynet, bliver det endnu mere mærkværdigt. Det er meget uheldigt, siger John Stihøj, direktør i Aktieinfo.

Falder tilbage på Dong-bank

Lauritz.com forklarer i en meddelelse udskydelsen med et 'teknisk problem', og at selskabet vil vende tilbage med oplysninger 'snarest muligt'.

Den pinlige situation falder tilbage på investeringsbanken ABG Sundal Collier, der har haft til opgave at føre Lauritz.com på børsen i Stockholm.

- Der falder en stor skygge på ABG Sundal Collier, siger Joakim Bornold til di.se.

ABG Sundal Collier har i øvrigt spillet en mindre rolle i børsnoteringen af Dong Energy, der er forløbet anderledes glat.

TV 2 har været i kontakt med Lauritz.com, der vil vende tilbage snarest med en forklaring af den uheldige situation.