Business

Børsfiasko rammer Lauritz.com: - Har aldrig oplevet noget lignende

Det skulle have været en festdag, men blev til en kæmpe fuser, da Lauritz.com udskød børsnotering i sidste øjeblik.

Mens Dong Energy nyder aktieoptur på første dage med handel, er det omvendt en rigtig skidt dag for Lauritz.com.

Auktionshuset skulle nemlig være børsnoteret i Stockholm samtidig med Dong Energy, men det er skrinlagt i sidste øjeblik af ukendte årsager.

- Det er foruroligende og mærkeligt, at man afbryder på morgenen af en børsnotering, det har jeg aldrig været med til tidligere. Der er åbenbart sket noget, men vi ved ikke hvad, siger Joakim Bornold til di.se. Han er økonom for Nordnet i Sverige.

Nasdaq har tidligere i dag offentliggjort en meddelelse, hvor det blev forklaret, at baggrunden for den aflyste børsnotering var, at likviditeten hos Lauritz.com ikke var godkendt af Finanstilsynet.

Få kommentarer endnu

Den udlægning afvises imidlertid af Finanstilsynet herhjemme overfor Berlingske og er sidenhen blevet bekræftet overfor TV 2. Her kender  man ikke baggrunden for den udskudte børsnotering. men henviser i stedet til Lauritz.com, Finansinspektionen i Sverige og Nasdaq i Stockholm.

- Det er mystisk og ud fra den information, at det ikke er Finanstilsynet, bliver det endnu mere mærkværdigt. Det er meget uheldigt, siger John Stihøj, direktør i Aktieinfo.

Det er mystisk og ud fra den information, at det ikke er Finanstilsynet, bliver det endnu mere mærkværdigt

John Stihøj, direktør Aktieinfo

Falder tilbage på Dong-bank

Lauritz.com forklarer i en meddelelse udskydelsen med et 'teknisk problem', og at selskabet vil vende tilbage med oplysninger 'snarest muligt'.

Den pinlige situation falder tilbage på investeringsbanken ABG Sundal Collier, der har haft til opgave at føre Lauritz.com på børsen i Stockholm.

- Der falder en stor skygge på ABG Sundal Collier, siger Joakim Bornold til di.se.

ABG Sundal Collier har i øvrigt spillet en mindre rolle i børsnoteringen af Dong Energy, der er forløbet anderledes glat.

TV 2 har været i kontakt med Lauritz.com, der vil vende tilbage snarest med en forklaring af den uheldige situation.