Business

Sidste chance: 100 Danish Crown-ansatte risikerer fyreseddel i dag

De, der ikke opgiver strejken mandag eftermiddag, har ikke længere noget job, varsler Danish Crown.

De omkring 100 slagteriarbejdere, der fortsat strejker hos Danish Crown i Horsens, står mandag over for et ultimatum: Kom på arbejde, eller bliv fyret.

De 100 er den sidste rest af den store arbejdsnedlæggelse blandt i alt 1.300 ansatte på slagteriet i Horsens. Det var utilfredshed med arbejdsforholdene, der fredag den 27. maj sendte aftenholdet i en strejke, som kort efter spredte sig til hele slagteriet. 

Brev med fyringsvarsel

Torsdag genoptog dagholdet imidlertid arbejdet. Fredag var 1.100 tilbage på slagteriet, mens 180 aftenarbejdere besluttede at fortsætte strejken. Ifølge Danish Crown holdt den enighed dog kun kort.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

"Omkring halvdelen af de 180 valgte at gå tilbage på arbejde fredag aften. Dem, der gik hjem, fik et brev med, hvor situationen var ridset op," siger pressechef Jens Hansen til TV 2 Business. 

Frist til kl. 14.45

Brevet indeholdt et varsel om fyring, hvis ikke de pågældende møder ind på aftenholdet mandag eftermiddag. 

"Vi håber selvfølgelig, at de fleste har smidt brevet ud og siger, vi stopper her," siger Jens Hansen.

Aftenholdet skal møde ind på slagteriet i Horsens mandag kl. 14.45.