Dong-aktier udsolgt på ét døgn

Bankerne bag Dongs børsnotering kunne her til formiddag melde ud til de interesserede investorer, at aktierne allerede er fuldtegnet.

Dongs entre på børsen er kommet flyvende fra start og konsortiet bag den forestående børsnotering, en række banker med J.P. Morgan, Morgan Stanley og Nordea i spidsen, har her til formiddag skrevet rundt til de interesserede investorer, at der allerede nu er så stor interesse for aktierne, at konsortiet kan melde udsolgt. Det erfarer TV 2 Business

Ikke flere aktier at købe

Det er ganske usædvanligt, at investorerne vender så hurtig tilbage til sælger og tilkendegiver en købs-interesse. Det er normen, at aktierne bliver overtegnet, ofte både 4 og 5 gange, men det overraskende er, at Dongs emissions-banker allerede efter et døgn har modtaget så stor købs-interesse, at der ikke er flere aktier tilbage at købe.

Mangler endnu en pris

Det er i alt mellem 15,1 og 17,4 pct. af aktierne i selskabet der skal sendes på børsen den 9. juni, hvor første handelsdag finder sted.

De resterende dage - frem mod at der skal ringes med klokken på fondsbørsen i København - skal bruges på at finde frem til den pris, som aktien skal handles til.

Lige nu er meldingen at aktien bliver sendt i handel på børsen i lejet mellem 200-225 kr.

Psykologisk spil går i gang

Herfra kører et psykologisk spil mellem sælger og køber, hvor køberne skal sikre sig så mange aktier som muligt, men samtidig ikke udvise så stor en interesse, at prisen kommer for højt op.

Fra sælger-side er perspektivet, at man naturligvis gerne vil have en høj pris, men omvendt så skal prisen ikke så højt op, at aktien begynder at falde, når den komme i fri handel.

Det er en delikat balance som sælgerne skal ramme – også fordi at alle sælgerne efter noteringen fortsat sidder på rigtig mange aktier, og derfor skal de også passe på, at udbudskursen ikke bliver så høj, at aktien fra starten af kommer under pres på børsen.

Udenlandsk interesse

Med til at give den største børsnotering i år i Europa en stærk start er i høj grad de udenlandske investorer, der har udvist en stor interesse for Dong-aktierne. I dag har Dongs ledelse været i London og møde investorer, der godt vil høre nærmere om selskabet, og i næste uge går turen over Atlanten til bl.a. New York og Boston, inden ledelsen skal retur og tale med investorer i Stockholm, Frankfurt og London igen.