Business

Så meget tjener Danmark og Goldman på salget af Dong

Den amerikanske storbank Goldman Sachs og danske ATP står til en stor milliardgevinst, når Dong går på børsen.

Den danske stat står til at høste den klart største gevinst, når Dong til sommer går på børsen, men der er også en række andre investorer, som på få år har skabt sig en markant milliardprofit på at eje den store energikoncern.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

I 2013 solgte staten en fjerdedel af Dong fra til blandt andre Goldman Sachs og ATP, og efter børsprospektet fra Dong i dag kom på gaden, står det nu klart, hvad de forskellige investorer kan putte i lommen inden for de næste måneder.

På TV 2 Business har vi lavet en liste over, hvem der kan putte den største gevinst i lommen, når aktiesalget er overstået. Det sker ifølge børsprospektet med stor sandsynlighed den 9. juni.

Hurtig gevinst

Listen nedenfor tager udgangspunkt i det den maksimale stykpris på aktien, som man i prospektet kan læse ligger i niveauet 200-255 kr.

Så meget tjener de på Dong-salg

  1. Staten: 8,86 milliarder

    Staten beholder over 50 pct. af aktier selv efter aktiesalget. I dag har staten en ejerandel på 58,76 pct., og når den er nedbragt, bliver de offentlige finanser polstret med tæt ved ni mia. kr. Statens aktiepost vil efter børsnoteringen være 53,7 mia. kr. værd.

  2. Goldman Sachs: 4,76 milliarder

    Den amerikanske investeringsbank købte sig ind i Dong i 2013, og kan således se frem til at have fordoblet værdien af bankens investering i den danske energikoncern. Selv efter aktiesalget, der indbringer banken tæt på 5 mia. kr., vil Goldman Sachs eje over 13 pct. af Dong. Den resterende aktiepost vil have en maksimal værdi på 14,3 mia. kr. Banken lagde otte mia. kr. for sin ejerandel i 2013.

  3. ATP: 1,3 milliarder

    Den store statslige pensionskasse købte sig ind i Dong sammen med Goldman Sachs i 2013, og kan ved børsnoteringen notere sig en gevinst på 1,3 mia. kr. Den restende aktiepost vil være 3,9 mia. kr. værd. ATP købte sig oprindeligt ind for 2,2 mia. kr. og har ligesom Goldman Sach og PFA mere end fordoblet sin investering.

  4. SEAS: 1,3 milliarder

    Det store energiselskab SEAS sælger en forholdsvis mindre andel af sin post i Dong. SEAS var allerede en del af ejerkredsen bag Dong i 2013, hvor Goldman Sachs, PFA og ATP blandt andet købte sig ind.

  5. PFA: 0,48 milliarder

    Landets største kommercielle pensionsselskab tjener godt en halv mia. kr. på salget af aktier i Dong næste måned. PFA lagde 0,8 mia. kr. for sin andel af Dong i 2013 og har selv efter aktiesalget en post i energiselskabet til en værdi af 1,4 mia. kr.

Beregningerne er lavet på baggrund af børsprospektet fra Dong Energy.

Hvis du vil læse mere om TV 2 Business så klik her.