Business

Ballade om Togfond truer milliardkontrakter med danske virksomheder

Regeringen har foreslået at udskyde projekter for over 20 mia. kr. i Togfonden.

Store danske entreprenørvirksomheder står til at miste ordrer for milliarder af kroner, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag om at beskære flere af Togfondens projekter, skriver Finans.

Årsagen er, at Banedanmark allerede sidste år indgik en kontrakt til en værdi af 2,8 mia. kr. med et konsortium bestående af Per Aarsleff og Siemens. Aftalen er en del at den politiske aftale bag Togfonden, som har til formål at modernisere det danske jernbanenet, men som nu er i fare for at blive udskudt eller sløjfet.

»Hvis det viser sig, at man dropper stækningerne, som er med i kontrakten, så må vi selvfølgelig sætte os ned og forhandle om det. Det er klart, at det vil have konsekvenser,« siger adm. direktør i Aarsleff Rail A/S Thomas Mollerup.

Regeringen foreslog i sidste uge at opgive eller udskyde projekter til en samlet værdi på ca. 21 mia. kr. af Togfondens samlede budget på 28,5 mia. kr.

Følger forligspartierne regeringens anvisninger, kan det bringe endnu flere kontrakter i fare.Venstre var ikke en del af aftalen om Togfonden, som blev indgået i januar 2014. Det er derfor op til forligspartierne bag aftalen, Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, at beslutte sig for, hvad der skal ske med Togfonden.

Hvis du vil læse mere om TV 2 Business så klik her.