Business

Sløjfede havmøller vil være negativt for Vestas og Dong

Arkivfoto. SØREN BIDSTRUP / Scanpix Nordfoto

Hvis regeringens plan om at udfase PSO-afgiften fører til sløjfningen af havvindmøller, vil det være negativt nyt for bl.a. Vestas

Det vurderer analysechef i Sydbank Jacob Pedersen over for Børsen.

Han peger på, at opførelsen af havvind i Danmark har været et fabelagtigt udstillingsvindue for Vestas.

- Den anden del er, at Danmark som foregangsland inden for vind har vist, at vi tror på det her. Den neddrosling, der kommer, den vil nok brede sig politisk, siger han til Børsen med henvisning til, at det er en beslutning, der kan smitte af på andre landes interesse for havvind.

I forhold til Dong understreger en sløjfning af havvindmøller ifølge Jacob Pedersen samtidig risiciene i forhold til, hvordan tilskuddene på havvindmølleparkerne bliver i fremtiden.

Får ingen betydning for Dongs børsnotering

Desuden kan det vidne om, at regeringerne i Tyskland, Danmark og Storbritannien måske har været for rundhåndede med støtteordningerne.

Jacob Pedersen kan dog ikke forestille sig, at det vil få betydning for, om børsnoteringen af Dong gennemføres.

Kursmæssigt regner han heller ikke med, at det vil få væsentlig betydning for Vestas-aktien.