Nu satser Dong på hurtig børsnotering: Så meget sælger staten

Dong Energy satser på børsnotering i sommeren 2016.

Hvis alt går vel, er Dong Energy klar på børsen til sommer.

Det oplyser Dong i en meddelelse til fondsbørsen.

Indtil nu har meldingen fra Dong Energy været, at en børsnotering var planlagt inden udgangen af første kvartal 2017. 

- Med forbehold for uforudsete omstændigheder og gældende markedsforhold kan børsintroduktionen blive iværksat med henblik på notering i sommeren 2016, skriver Dong Energy i meddelelsen.

I dag ejer den danske stat 58,8 procent af selskabet, men efter børsnoteringen vil ejerandelen blive reduceret, lyder det.

I forbindelse med børsnoteringen sælger den danske stat som majoritetsaktionæren andel af sin nuværende aktiepost, men beholder 50,1 procent af aktierne i Dong Energy efter børsnoteringen, skriver Dong Energy i meddelelsen.

Den planlagte børsnotering forventes at bestå af et salg af mindst 15 procent af de eksisterende aktier, og der udstedes ingen nye aktier som en del af børsnoteringen. 

Thomas Thune Andersen, formand for bestyrelsen i Dong Energy, ser frem til at byde nye ejere velkommen. 

- Dagens offentliggørelse er et vigtigt skridt i Dong Energy’s strategiske udvikling, siger han i meddelelsen. - Dong Energy har på blot et årti omstillet sig fra at være en regional forsyningsvirksomhed og en af Europas mest kulbaserede forsyningsvirksomheder til at være en globalt førende virksomhed inden for vedvarende energi, tilføjer han

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

- Vi er stolte af Dong Energy’s udvikling inden for vedvarende energi og selskabets bidrag til en bæredygtig fremtid. Selskabet har udviklet sig fra primært at være en dansk forsyningsvirksomhed til at være et internationalt selskab med mange aktiviteter uden for Danmark. Børsnoteringen støttes af et bredt flertal i Folketinget, og vi ser frem til at følge selskabets fortsatte udvikling som et børsnoteret selskab.