Business

Købmandskæden Spar skifter navn

Spar-butikkerne skifter navn. Den selvstændige købmand, der står bag, får nu sit navn på facaden.

Nu får landets 121 Spar-købmandsbutikker nyt navn. For fremover bliver de lokale handlende mødt af købmandens navn på facadeskiltet. Det betyder et farvel til Spar-navnet, men et goddag til Paul, Mette, Hanne med flere.

- Vi ønsker at sætte Spar på landkortet på en mere lokal måde i forhold til tidligere. Det er i forvejen det lokale som driver vores købmand og vores kunder – hvis du spørger kunderne i et lokalområde, så handler de ikke hos Spar, men hos Hanne, Morten eller hvad nu købmanden hedder.  Folk ude i lokalsamfundet er ligeglade med, om vi hedder Spar. De handler hos købmanden, siger kædedirektør i Spar, Allan Kristoffersen til TV 2.

Navneskiftet er samtidig startskuddet til et nyt koncept i de nye Spar-butikker.

- Det er også reklame

Kæden går blandt andet efter at blive ’byens lokale bageri’. Det betyder opgraderinger af butiksinventar og nye kølemontre, der skal inspirere kunderne. Derudover kommer Spar i den kommende tid til at introducere torvemarkeder i alle de små butikkers hjembyer.  

- Vi ønsker at spille en større rolle i lokalsamfundet, men det handler også om vores mindset i forhold til kunderne. Det er ikke en kampagne. Det er et manifest, der handler om, at vi ønsker en endnu større rolle i forhold til lokalsamfundet, forklarer Allan Kristoffersen.

Spar-butikkerne drives i dag af selvstændige købmænd, og hvis alt går efter planen, vil alle facadeskilte være skiftet, når kunderne kan hente morgenbrød fra lørdag morgen.

Ifølge Allan Kristoffersen er der tale om et reklamestunt – men, uddyber han, også tale om meget mere.

- Selvfølgelig er det reklame. Men det er også meget mere end det. Jeg mener det virkelig, når jeg siger, at vi har hjertet med i det. Folk er jo i forvejen på fornavn med købmanden. Så vi gør det med hjertet, selvom det også er marketing, siger Allan Kristoffersen.