Business

Den nye Legomand: Lokale giver Kirk Jr. pæne ord med på vejen

Thomas Kirk Kristiansen er den nye magtfulde mand med klodserne. Lego-familien er tilbageholdende, men de lokale siger gerne ord om ham.

Se indslaget fra 19 Nyhederne torsdag ovenfor.  

Onsdag blev et generationsskifte i en af Danmarks mest ikoniske virksomheder annonceret.

Efter 30 år i spidsen for verdenssuccessen Lego overlader Kjeld Kirk Kristiansen nu magten til sin 37-årige søn Thomas Kirk Kristiansen.

Legofamilien vil ikke selv sige mere, men dem der kender det kommende overhoved, mener nu ikke, der er noget at skjule. 

- Jeg har kendt Thomas fra han var en lille dreng. Jeg har aldrig haft noget udestående med Thomas - han har altid været glad og fuld af gåpåmod og skulle ud og prøve en hel masse ting, siger havarkitekt Ulrik Christiansen. 

Thomas Kirk Kristiansens tidligere lærer Niels Helbo tilføjer: 

- Han var en dreng, der var dygtig, men som måske godt kunne have brugt lidt flere kræfter på det - men han klarede sig igennem, og han fik lov til at være en dreng. Og det, synes jeg, var en god ting.

”En man kan regne med”

Man kan næsten ikke sige Kirk uden også at sige krikke.

Træneren, der i Thomas Kirk Kristiansen ungdom førte ham til europamesterskaber i dressur, er ved at forberede et af de utallige stævner, som man kan møde Lego-familien til. Jens Trabjerg siger om den nye Kirk med magten: 

- Da jeg havde med ham at gøre, rent ridemæssigt, kunne man stole på og regne med ham. Alle de der menneskelige egenskaber, som man gerne selv vil have - og egentlig gerne selv vil huskes for. 

Fjerde generation i Lego-dynastiet

Thomas Kirk Kristiansen er fjerde generation i Lego-familien. 

Han har en uddannelse som markedsføringsøkonom fra Aarhus Købmandsskole i 2004 og sidder nu som næstformand i bestyrelsen for Lego A/S og som formand for Lego Fonden og for Lego Juris, der har rettighederne til Lego-mærket. 

Lego-dynastiets nye overhoved har to søstre, Sofie Kirk Kristiansen på 39 år og Agnete Kirk Thinggaard på 32 år. De vil begge være aktive andre steder i koncernen. 

Er Danmark rigeste

Det ligger samtidig fast, at Kjeld Kirk Kristiansen reelt fortsat sidder på den allerøverste post, nemlig som bestyrelsesformand for Kirkbi, som ejer 75 procent af aktierne i Lego. 

Kjeld Kirk Kristiansen, som er Danmarks rigeste mand, indtager en plads som nummer 65 over de rigeste mennesker i verden. Det viste en ny opgørelse over verdens milliardærer i amerikanske dollar fra det amerikanske erhvervsmagasin Forbes i marts måned. 

Kirk Kristiansen er med sin formue på 13,1 milliarder dollar, svarende til næsten 90 milliarder kroner, den eneste dansker i top-100 over verdens dollarmilliardærer.