Business

Ny fyringsrunde på vej i DONG

Ikke så snart den ene fyringsrunde i DONG er ovre, gør energiselskabet klar til endnu et indhug.

De ansatte i DONG Energys olieforretning lever livet farligt.

For kun en måned siden gennemførte DONG en stor fyringsrunde i sin nødlidende oliedivision, men beslutningen om at skære båndet til underleverandørerne og stoppe byggeplanerne for Hejre-feltet i Nordsøen vil udløse en ny runde med afskedigelser.

Det bekræfter DONG, der har varslet sine medarbejdere om fyringstruslen.

Ledelsen er i øjeblikket i gang med at beslutte, hvad der skal ske med det store oliefelt. Men ligegyldigt hvad udfaldet bliver, vil det være langt fra den hidtidige plan for den stærkt forsinkede olieplatform og den dertilhørende organisation.

Olieforretning på kvikskrump

Derfor vil der falde fyringer - også selvom feltet får sin fødsel på et tidspunkt. Før der er endelig afklaring om Hejres og dermed de ansattes fremtid, vil DONG ikke kommentere prestigeprojektet i Nordsøen og omfanget af de kommende afskedigelser.

Det er ikke mere end en lille måned siden, at DONG nedlagde 270 stillinger, hvor 175 ansatte fik udstukket en fyreseddel. Det betyder, at olieforretningen siden 2012 er blevet tæt på halveret til omkring 650 medarbejdere og nu står over for en yderligere slankning.

Det problemfyldte Hejre-felt, der i dag kun består af en underdel, mens overdelen aldrig er blevet leveret, har over 7 milliarder i investeringer bag sig. Det har været den ubetinget største grund til det mislykkede forsøg på at sælge olie- og gasforretningen inden den forestående børsnotering, men ved at skrinlægge byggeplanerne for Hejre og både nedskrive og fyre kan forretningen nu være værd at forhandle om, hvor A.P. Møller Mærsk er klart bedste bud på en køber, hvis prisen er inden for skiven.

Olien er uønsket i DONG

Dongs olieforretning beskæftiger ansatte i Danmark, Norge og Storbritannien, men selskabet har også folk placeret i Sydkorea til at supervisere byggeprocessen af den manglende overdel til Hejre-platformen.

Da samarbejdet med sydkoreanerne er opsagt, er der heller ikke mere at lave for de udsendte, og heller ikke herhjemme er der brug for et stort antal hænder og hjerner, der lader som om, at et levedygtigt Hejre-felt er lige om hjørnet.

Topchef Henrik Poulsen er kendt som en handlingens mand og arbejder på højtryk for at gøre Dong smidig og appetitlig for en snarlig børsnotering. Her har signaleret været soleklart, at DONG ikke længere satser på olie og gas og i stedet går efter fuldt blus på den grønne forretning og titlen som verdens største havmølleparkaktør.

Så længe olieforretningen er i stalden hos DONG, skal den generere penge til den vedvarende energiforretning, og derfor giver det mening, at Henrik Poulsen allerede inden afklaring om Hejre-feltets fremtid advarer om nye fyringer. Nedskrivningen på 16 mia. kr.  kort før årsregnskabet for 2015 runger stadig på gangene i DONG, hvor olieprisens nedtur gør mere end bare almindeligt ondt.