Business

Dansk restaurant-kæde snydt af falsk direktør: Et paradis for svindlere

Tirsdag advarede Anklagemyndigheden mod svindlere, der udgiver sig for at være direktører. Nu viser det sig, at en restaurantkæde er faldet i fælden.

Den kendte restaurantkæde Flammen, der buldrer frem i hele Danmark med restauranter på størrelse med lagerhaller, blev i forrige uge fuppet godt og grundigt.

Restaurantkæden er blevet misbrugt af kriminelle i et svindelnummer udført af en falsk direktør, der har forsøgt at malke virksomheden for penge.

Det skriver Dagbladet Børsen torsdag.

Uden direktøren eller ejerfamiliens vidende fik svindlere indsat en ny direktør med tegningsret ind i selskabet bag Flammen, Rosenfeldt og Sunddal Holding.

Denne har lige siden forsøgt at sælge falske fakturaer og har leaset Apple-produkter, lyder det.

Direktør: Det er jo lidt et paradis for svindlere

Den falske direktør - en ung kvindelig model - nåede ifølge Børsen at kontakte mindst tre virksomheder, inden det blev opdaget, at hun slet ikke var direktør.

Og det var - ligesom det har været i andre lignende sager - forbløffende nemt.

Det krævede kun et NemID og et par ændringer i det danske cvr-register, det centrale virksomhedsregister, for at den falske direktør kunne kalde sig direktør i selskabet.

Og det har rystet den rigtige direktør i Flammen, Elias Tychsen, der har meldt svindelnummeret til politiet.

- Det er jo lidt et paradis for svindlere, at der er så lidt sikkerhed om noget, der er så fatalt. Sikkerheden stemmer ikke overens med de muligheder, det giver. Hvis du skal købe et telefonabonnement skal du have billed-id med og alt muligt, siger han til avisen. 

En kødkæde med succes

Restaurantkæden Flammen, der åbnede tilbage i 2009 i Kolding, ejes af familien Sunddal, der består af Ketty Rosenfeldt Sunddal, hendes mand, Flemming, og parrets to voksne børn, Martin og Kristina.

De har på ganske få år oplevet stor succes med deres nye kød-koncept, der adskiller sig væsentligt fra konkurrenternes: Spis alt det kød, du kan for maksimum 219 kroner og vælg mellem 15 forskellige slags kød fra grillen - i afslappede omgivelser og tilsat jysk lune. 

I 2011 voksede antallet af restauranter til tre og yderligere til otte i 2014. I dag ejer de tilsammen nu 11 restauranter. Restaurantkæden er ikke den eneste danske virksomhed, der er blevet snydt af falske direktører.

To danske virksomheder snydt for 140 millioner kroner

Så sent som i tirsdags advarede Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) mod svindlen.

Svindelnummeret, der er er internationalt kendt som 'CEO Fraud', foregår på den måde, at svindlere kontakter regnskabsmedarbejdere og udgiver sig for virksomhedens topchef og lokket dem til at overføre store millionbeløb til eksempelvis opkøb af virksomheder.

Ifølge Statsadvokaten har man kendskab til to tilfælde, hvor svindlere har franarret danske afdelinger af internationale virksomheder næsten 140 millioner kroner på denne måde.

- De stresser regnskabsmedarbejderen med korte deadlines, og de gør meget ud af at skærme svindlen ved at sige, at det er meget fortroligt, og at ingen må kende til opkøbet. Det skal gå meget stærkt, får de at vide, forklarer statsadvokat Thomas Anderskov Riis.