Business

Topchefen i Trendsales stopper øjeblikkeligt: Årsagen ønsker vi ikke at kommentere på

Topchefen i Trendsales er stoppet med øjeblikkelig virkning. Hvorfor er endnu uvist.

Det rusker i den fremadstormende danske tøjgigant Trendsales.

I 2014 blev virksomheden, der har mere end hver 10. dansker som kunde, solgt for et trecifret millionbeløb.

Nu har topchefen forladt virksomheden. Øjeblikkeligt.

Det oplyser Martin Falslev Andersen, der er medstifter af Trendsales til TV 2.

- Det er korrekt, at Trendsales og nu forhenværende CEO Rasmus Goth Engel er blevet enige om at skilles med øjeblikkelig virkning, lyder det fra Martin Falslev Andersen.

- Årsagen ønsker vi ikke at kommentere på, tilføjer han.

Rasmus Goth Engel havde sidste arbejdsdag i tirsdags.

Han er nu blevet erstattet af et medlem af bestyrelsen i det schweizske mediehus Tamedia, der ejer Trendsales, og arbejdet med at finde en ny administerende direktør er allerede sat i gang, lyder det.

Ifølge Martin Falslev Andersen har man midlertidigt indsat Urs Hügli fra Tamedia som administrerende direktør i Trendsales.

- Urs Hügli er en yderst erfaren herre og kender Trendsales godt igennem hans plads i bestyrelsen, lyder det fra Martin Falslev Andersen, der derudover ikke har mange kommentarer til hændelsen.

Trendsales, der er stiftet i 2002, er landets største formidler af brugt tøj på nettet.

Ifølge de seneste tal har sitet 780.000 unikke brugere, som hvert år handler for en halv milliard kroner.